Johannes V. Jensen: Introduktion til Vor Tidsalder, 2. Epoke

Åh, Europa!
Undervejs skifter bogens emne karakter: fra at være en rejse, der skal følge 'det moderne', ændre formålet sig i retning af at udgøre et bidrag "til Paavisningen af hvor nær i Slægt Evropa i Virkeligheden er med den mongolske Verden." (S.220) - med tilføjelsen "hvad der skiller er et Udviklingstrin snarere end en Urforskel." Antropologisk bygger opfattelsen på tanken om Verdens Tag: at menneskeslægten udgår fra de mongolske stepper og breder sig i tre store hovedstrømme over kloden. Kapitlets afsluttende myte er et 'slægtsbillede' i dette perspektiv.

Med opmærksomheden fokuseret på udviklingstrinnet opdager Jensen en lang række lighedspunkter og træk begge veje. I samvær med en ægte, gammel kinesisk mandarin, som portrætteres, i dennes egne omgivelser iført et kostbart kostume af pelsværk, oplever Jensen at befinde sig i det 15-16de århundredes Europa, som han genkender fra Holbeins og Lucus Cranachs portrætter. Og således flere andre eksempler, hvor 'kulturniveauet' gør sig gældende som forståelsesform. Kulien, slideren, den allestedsnærværende arbejder i byen og bonde på landet, opfattes som den sande, anonyme kinesers grundform, nøjsom, umælende og utrættelig, og udgør 999 promille af befolkningen (S.229):

Altid den samme, hvad enten man finder ham skovlende Jord i Malakkas Tinminer eller vankende med Gødningskurven i Shanghai eller harmløs strygende Skjorter bag en støvet Laundry-Rude i Brooklyn. Hvem har ikke følt sig underligt berørt eller tirret af den mongolske Gaade i hans smaa flade Øjne, og hvem har ikke umiddelbart varmet sig i hans Smil, Lavkastekineserens venlige melankolske Grin der minder os om at vi er sat ensomme her paa Kloden og burde tage til Medmennesker hvem vi kan faa!

Kulien genfinder Jensen i den russiske bonde og videre tilbage på gårdene i den nordiske oldtid. "Kina skyder et Stratum ind under Evropa, der ligger dybt, men vi har det under os, vi staar på det." (S.230). Kina-kapitlerne kan derfor afsluttes med de for en dansker i dag frapperende ord: "Der er noget ved Peking som at komme hjem, i dyb historisk, musikalsk Forstand. Det er at vende Hjem til det forjættede Land der er i vor Stammes Fortid."

Således skriver den mytiske Jensen, der ikke adskiller sig fra den realistiske, da han ved afrejsen kaster et blik på fremtiden, hvor den japanske trussel efter erobringen af Manchuriet behersker udsigten: "Jeg ser hellere hen til et kommende Aarhundredes fredelige Udvikling i Østen, jeg tror Menneskehedens spontane Gang vil Frembringe en ny hidtil ukendt Art af Kultur ved Berøring mellem den gamle Verdens Folk, siet gennem Amerika, og Mongolen paa Asiens Østside, den vil faa sin Blomstringsperiode, som Evropa har haft sin, Amerika sin, og som Afrika vil faa sin." (S.184). - Jo, det lysner i Øst. Også i dag! Men ikke i Afrika.

Indskudt i 3. udgaven er to store kapitler med kinesisk tema og motiv: "Kvinden i Kina" og "Asiater og Evropæere", der begge første gang har været bragt i Aarbog 1917, hvor de spredte glimt fra rejsens bearbejdes grundigere udfra de anlagte synsvinkler. Bagest i værket bringes 45 portrætter og fotografier, som illustrationer til Jensens fysiognomiske fortolkninger. Fysiognomiet er som kendsgerning overhovedet Jensens eksistentielle og kunstneriske indgang til fænomenet 'menneske'.

Toget venter. Ruten går over Manchuriet og hele vejen igennem Sibirien. Ostjakerne ser Jensen dog blot et glimt af gennem kupévinduet i. Hele turen skildres som en film: 33 scener fra den transsibiriske bane. Med disse postkort fra Rusland, der bliver mere og mere Europa, ankommer Kinamanden i foråret 1913 til Stockholm, hvor hustruen og tegneren Vald. Andersen er rejst ham i møde. Hjemkomsten beskrives med nordisk hjerte i poetiske skildringer af 'Østersøluften's vejrlig med dets mennesker, dyr og planter:

Grundfjeldet bryder gennem Skovbunden, hvælver sig i Lysningerne til afrundede sisskurede Koller, hvor Graniten ligger hed som et Ovngulv i Solen. I Revnerne og paa Mosbedene mellem Stenene vælder det med Foraarets Blomster, hele blaa Søer af Stedmoderblomst, Konvallaria, Stenbræk; Hindbær og de vilde Jordbær er i Blomst, Blaabærrisene hænger fulde af smaa blege Voksklokker, det er Høstens Glæder der allerede brygges sammen i Solen. Her dufter uendelig krydret og sødt, Lyngen dufter, der hænger som en fin Chartreusetaage over den ophedede Skovbund, hvor alle de smaa Dværgvækster er bleven berusede og drømmer om Troperne.

Til toppen
Til På livets ø
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 4. marts 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.