Johannes V. Jensen: Introduktion til Vor Tidsalder, 5. Epoke

Asiatisk nedsmeltning
Hovedpartiet i kapitlet "Troperne" består af detaljerede redegørelser for industrikulturen på Malakka og Java. Siden sidst er der anlagt gummiplantager overalt. Paragummiens frø stammer fra et vildtvoksende træ i Amazonskovene og blev indført af en englænder i 1876. Men efter automobilet opfindelse (også siden sidst) og hermed dækket, er rubber blevet en kæmpeindustri til eksport. Tilsvarende beskrives kaffekulturen, risdyrkningen og tobaksindustrien i straight Discovery-reportager.

Et afsnit handler om malajernes skik og kultur, der bygger på Frank Swettenhams værk. Med en sprogføring, der kan minde om Karen Blixens beskrivelser af Masaierne i Kenya, begynder Jensen: Malajerne er smukke og ufordærvede Folk (...) fører sig med en Adel, som kun Naturfolk ejer og ikke alle Naturfolk endda. (S.131)

Når Johannes V. Jensen har udvalgt sig Singapore, der også for ham er en arkitektonisk set rædsom by, ugæstfri, provinsiel, blottet for seværdigheder, slår det ham, da selv fastboende ikke forstår, hvad han dog vil her, at det netop er derfor! I vor sammenhæng er hans selvforståelse i forbindelse med rejsernes destinationer interessant, idet vi bemærker den poetiske adresse: (S.129)

I Slutningen af forrige Aarhundrede, da en Rest Kunstnere endnu søgte til Italien, og Æstetikkens Veje ellers uværgerligt gik over Paris, tog jeg til Düsseldorf og Essen for at se Fabrikker, et Stof den Gang endnu sat i Ban som Aandløshedens fordømte Kilder; jeg rejste til New York, den daarlige Spøgs og det pekuniære Spektakels anerkendte Tumleplads, hvor ingen den Gang endnu tænkte sig Muligheden af at finde Poesi, Storbyen; samme Smag fra Brakmarkerne, hvor Literaturen endnu ikke har saaet, førte mig til Singapore. En vis æventyrlig Opdagerlyst var ikke uden Medvirkning, allerede som Dreng forelskede jeg mig i det blotte henrivende Navn af Singapore.

Hertil knytter sig det ikke uvigtige for orienteringen, at Jensen betragter Singapore som "Verdens moralske Frihavn", hvor der i denne handels- og gennemgangsby lever henimod et halvt hundrede forskellige racer og kulørte varieteter, "alle sammen her fri for Kaste". Alle forskelle er ophævede, "det er Arnestedet for en Fordomsfrihed som Verden endnu ikke har set Blomsten af, men den vil faa den at se. Kinas modernisering har en dyb Rod i Singapore." (S.130)

Bybilledet i Singapore er nu domineret af automobiler, sporvogne og cykler på kryds og tværs. Der er kommet biografer og overalt i husene grammofoner, som kineserne spiller på dagen lang. Desværre er der også overalt på hotellet ophængt elektriske vifter, der er ved at få Jensen til at gå ud af sit våde skind. Alt roterer, overalt en trækken, urolige pust og luftstrømme på den fugtige hud, barbariet nedbryder enhver konstitution, "Nervesystemet der lækker", udslides, opløses. "Singapore, Java, al Østen er en Idiotanstalt af Vifter og roterende Vinger, man maa have Messing i Hovedet for at holde det ud, og det er uhygiejnisk", noterer den vagthavende. (S.141)

Tropekulleren er ved at have godt fat. Den medtagne har dog stadig nok is i maven til at offentliggøre sin visionære plan til afløsning af den forbandede (og umoderne) vifte. Han forlanger centralafkøling i Østen. Akkurat som man værner sig mod kulden, kan man værne sig mod varmen. Det er et teknisk spørgsmål. Ammoniakkølere skal installeres i huse og hoteller. Hør bare: (S.142)

Jeg vil se et New York hvor Singapore ligger, herlige Skyskabere op i den tynde silkefine Luft, en ny Art Arkitektur, Tropernes Bungalow i en ædel Forstørring, hvide Skypaladser med Damp paa Toppen, ligesom i New York, der skal blande sig med Himlens tavlede Under og svømme i en Omfavnelse med Tropesolen, tredive-fyrre Etager ovenover hinanden - og alt centralafkølet med 15 Grader Aaret rundt i Stedet for 30!

Og tilføjer: "Jeg vil rejse i afkølede Skibe fra Port Said til Columbo, Singapore og Hong-Kong, jeg vil sidde i velafkølede Tog gennem Indien og Java" og gense "den sidste elektriske Vifte udstillet i Singapores metropolitan Museum, i Afdelingen for Torturinstrumenter." - "Jeg spaar Centralafkøling i Østen, og det vil komme som jeg siger." - Kom så igen...

Til toppen
Til Katedraler i junglen
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 4. marts 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.