Johannes V. Jensen: Introduktion til Vor Tidsalder, 3. Epoke

På livets ø
Det er nødvendigt at sejle. Skibet opleves som en ø - og i det hele taget: "Er man ikke altid paa en Ø?" (S.70). På dækket bladrer Johannes V. Jensen i sit indvendige album for de geografiske opdagelsesrejsers tid, alene navnene James Cook, Frithiof Nansen, Stanley, Hedin, havbetvingerne Magalhaes, Vasco da Gama samt den mytiske passionsskikkelse Columbus, hvem han et årti senere skriver en bog om, Christofer Columbus (1921), vækker minder om "Middelalderens raa Vidundertid" (S.64). Det foresvæver den sejlende at Columbus er 'den flyvende Hollænder': "Karavellen som fortsætter sin Sejlads som Spøgelsesskib efter at der ikke er mere at opdage paa Søen." Santa Maria er den egentlige dødssejler.

Verden er opdaget og tegnet ind. Alligevel sejler Jensen på sin livsrute standardiseret i kølvandet på opdagelsesrejsernes tradition og reflekterer over 'den moderne æventyrlighed', damperens ventiler og stempler, komforten ombord, at teknikken tjener livet og gør det enklere at leve og komme frem. Teknikken betragtes som et fænomen, der opstår af modgang, og er derfor udgået fra den nordlige halvkugle af civilisationens kamp mod kulden. Sjæleform, instinkter, åndelige drifter føres tilbage til klimaet. Religionen er i sin oprindelse bestemt af modsætningen mellem nord og syd.

Kristendommen er opstået i syden og trænger nordpå, hvor den møder nordboen, hvis religiøsitet har form af længsel, der bringer de opdagende sydpå. Af dette møde, der er Jensens yndlingstema, opstår den europæiske kulturperiode med den gotiske katedral som symbol: skibet er blevet kirke, som er blevet 'skib'! Epoken afsluttes ifølge Jensen i året 1859, hvor Darwins Arternes Oprindelse udkommer og den moderne tid begynder. Undervejs mod Ækvator forestiller nordboen sig, at han rejser mod religionens kilder og det jordiske paradis' Orinoco.

I Rødehavet med mild bibelsk luft udløser synet af Sinai, det vulkansk tomme krater midt i månelandskabet, et 'syn' af Moses. Her var/er Gud. For 3000 år siden. Pagtens og Lovens sted. Jensen genoplever, hvorledes Moses, israelitternes leder under den lange ørkenvandring efter flugten fra Ægypten, med 'nyskaberens instinkt' har benyttet et vulkanudbrud på Sinai som baggrund for overleveringen af en ny religion til det udvalgte folk. Naturkræfterne, 'den fortærende ild', omdannes til Guds nærvær. Sådan som beretningen lyder i Anden Mosebog i det 24. kapitel. Her sker overgangen fra fetichisme til troen på én Gud.

Når Jensen har elsket Moses, som han tilstår, så skyldes det, at Moses hverken optræder som profet eller konge, men som sig selv, ansvarsfuld hvilende i sin karakter og lidenskab som leder, "utilgængelig for Panik" (S.89), ikke "optaget af hvad Naturen mener med ham, men hvordan han skal samle dens Kræfter i sin Haand og anvende dem til at give sit Folk Skæbne". Moses stifter Loven. Ordet kommer til verden på Sinai. Det er denne himmelske akt i verdenshistorien, som Jensen ombord forsøger at se for sig som en film. Med denne instruktør fremtræder Moses ikke overraskende som skaberen - er Loven ikke "Sjæl af hans Sjæl?" For "som alle Nydannere gaar han tilbage til Naturen, begynder forfra." (S.87). Ligesom Darwin.

Og skibet sejler videre, passerer Krebsens Vendekreds og løber ud i det lune Indiske Ocean tempereret af monsunen - og med flyvefisk i leg. Det er Jensens yndlingspassage - eller 'instrument': "den skønneste af alle Sørejser", som han skriver lang tid senere i sit essay, I det indiske Hav (Myter III, 1924), og her i retrospekt erkender, hvad læseren allerede ømt fornemmer, at der er tale om et "skjult seksuelt Moment". Kapitlet slutter med denne scene ombord på livets ø (S.93):

Aften. Det indiske Ocean. Rum Sø, nu ligger Evropa bag os. Venus lyser som en lille Sol, kaster en tydelig Lysbro paa Søen. Det gnistrer af Morild i de rolige Bølger, en let varm Brise møder os fra Syd, vi sejler ind i et varmt Mørke. Taagede Stjerner. Mørket er som en Kvindes Nærhed.
En stor Passagerbaad med en Mængde oplyste Ruder staar ude i Mørket til Siden for os, den er for hjemgaaende mod Evropa; de søger hjem, og vi andre sejler ud.
Om Natten regner det, jeg vaagner ved at det bruser med en Syndflodslyd mod Dækket over mit Hoved og gaar ovenpaa, staar i den ferske Regn der falder lige ned, tyk og strid som et Styrtebad. Det er totalt mørkt som paa Bunden af en Grube. Regnen og Skibet og Søen brøler som en eneste umaadelig Orgeltone, Regnen er lun, den løber mig ind i Munden som en Graad jeg har savnet men aldrig grædt, den smager af alle Livets Somre, Mørket og Skybruddet favner mig som en Kvinde.

Til toppen
Til Tropernes duft
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 4. marts 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.