Johannes V. Jensen
Den ny verden (1907) – 2 af 7
Skyskraberens gotik
Broadway, Manhatten, Central Park, Brooklyn, Riverside... Johannes V. Jensen tager som euforisk turist på daglange sightseeings i bogens første kapitel, der er et 9-siders prosadigt med titlen "New York", byen, der i sig selv er et prosadigt i vulkansk udbrud. Fascinationen gælder dynamikken i bybilledet, trafikkens tordnende cirkulation, tempo, vitale tæthed, som igen præger new yorkernes lavastrøm af alverdens folkeslag med skyskraberen som en samlende realitet. Disse kolossale kolosser, der rejser sig mod den åbne himmel som tomme katedraler, opfatter den tilbedende som manifestationer af nordisk ånd: længselens og udrejsens symboler. Skyskraberen er gotik.
Samtidig ser den tilrejsende Amerika i historisk fugleperspektiv, hvorledes Gud som kulturgeograf i de klassiske historiebøger først som sit verdensrige opfandt Mesopotamien, der sandede til og genopstod på British Museum. Dernæst betænktes et talentfuld Middelhavsfolk, indtil det begyndte at gøre gudebilleder af egne historier. Så påbegyndtes Romerriget, der havde politisk nerve, hvori desværre folk blev til slaver. Nu gav Gud historien til de overvundne nationer, og vaccinerede dem med Kristendommen. Men det ville ikke gå. Ikke engang med Danmark ville det lykkes.
Med dette view indleder Johannes V. Jensen sin bog. Og fortsætter frapperende (S.2):
Da tabte Gud Troen til alle Nationer, hvori han efter Tur havde ladet sin Kraft være til Stede. Den gamle Historiker kasserede sit Manuskript. I lunefuld Vrede tog han og blandede Folk af alle mulige mislykkede Nationer sammen til et Kaos og slængte dem over paa det amerikanske Fastland. Nu kunde de lave Verdensrige dér, men UDEN HAM. Ikke et Slag mere! Han tog Traditionen fra dem, gjorde dem arveløse. Nu kunde de lave Historie selv, Gud beholdt Systemet. Lyst efor og mørkt ebag... go ahead!
Saaledes opstod U. S. A.
Den nye verden fremstår som attraktiv, fordi den er uklassisk, historieløs, friskere - "den er os alle sammen forfra, i større og lykkeligere Stil, uden skæbnesvangre Rebusser i Hjertet af Tilværelsen, bare Liv, Drift, Flugt og Appetit, en Spring-over Verden. - New York!" (S.3)
På trods af den begrundede forelskelse, skjuler bejleren ikke den åbenlyse udvendighed og smagløshed. En tur omkring Wall Streets dunst af truster, og et blik på Fifth Avenue med millionærslottene og de ukronede konger, Vanderbilts og Rockefellers paladser, udløser følgende pakke:
- de underbare Skatte derinde bag de blændede Vinduer, Gobelinerne og Sèvres Vaserne, Dresdenporcelænet, Broncerne af Fremiet og Barye, de mediceiske Fløjter og romerske Lamper, Elfenbensfuglene fra Japan, Alma-Tademas Tapeter og Tæpperne fra Kurdien og Karabagh, de gamle franske Stik og Malerierne af Meissonnier, hele Antikvarbutikken. Er der noget, der stempler Millionærerne som kriminelle Typer, saa er det deres Smag; den er god nok men den er ikke deres egne. (S.8)
Den nye verden som den købte overklasses mindreværdskompleks og prangende selvglæde er observeret, hvilket dog ikke endnu fratager Jensen begejstringen over sit nye hjemland. Det følgende kapitel hedder "Arbejderen", hvor New York ses fra neden med fokus på de mennesker fra vidt forskellige lande, der bygger byen op i et inferno af støj og støv midt i en prosapoetisk - "Metalskov, der groede op af Stenene, og hvori det hamrede som et Løvspring i Helvede. Det dansede deroppe med Nittehamre og pnevmatiske Mejsler på Bjælkerne, som var det en overnaturlig stor Skovspætte, der hakkede på Staalstammerne, en jernædende Fugl med blaat forstaalede Fjer og en hed Fil ud af Halsen." (S.16)
Arbejderen er i 'krig', men har ret til at være det. Og skyskraberne rager årti for årti højere op... World Building 1890, Park Row Building 1899, Woolworth Building 1913, Chrystler Building 1930, Empire State Building 1931, World Trade Center 1971...
Til toppen
Til Amerikanske liv (Den ny Verden, 3)
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside
Publiceret første gang 10. november 2000.
Nyskrevet og fuldstændig omarbejdet 20. marts 2007.
Copyright © Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|
