Johs. V. Jensen: Den ny verden, 6 - Identitetshistorie. Epoke

Danmark er et Monarki. Hvis det ikke var vilde vi for længe siden været en Provins af en anden evropæisk Magt (S.125), således åbner Johannes V. Jensen afdelingen Danmark, som det er (S.121-157), der består af fire essays: Frederik VII, Hørup, Folkekarakteren og "64".
Kongeriget anskues som identitetsbærende med alle en republiks fordele, samtidig med at det bunder i en ubrudt tradition, hvor kongedømmet konstitueres af folkeviljen:

Danmark er et Kongerige, fordi vi her i Landet føler os stærkt som Danske. Fra det danske Folk i Oldtiden samlede sig til Stat, besidder det netop de suveræne Egenskaber, den demokratiske Styrke, der ytrer sig naturligt i, at en Enkelt repræsenterer Myndigheden, hvis Oprindelse er almen. (S.126)

I dette kongerige legemliggøres folkeviljen af Viggo Hørup (1841-1902), Johannes V. Jensens politiske helt, som han hylder i et passioneret portræt. Viggo Hørup, journalist ved Venstres københavneravis Morgenbladet og dets redaktør 1877-1883, stifter 1884 sammen med Edvard Brandes Politiken, hvis chefredaktør han er til 1901. Desuden folketingsmedlem for Venstre som ordfører for oppositionen mod de nationalliberale, ikke mindst højre-regeringens forsvarspolitik - "hvad kan det nytte?"

At det kan nytte er just Jensens indgangsportal til oprøreren og krigeren, der med "Skaberkraft" gav folket, de brede lag, almuen, selvtillid og æresfølelse. Det er kærnen - ikke blot i hans virke, men i hele landet. Hans svage sider forbises ikke, slet ikke da han bliver opslugt af sin indvendige 'ånden fra 64'. Hørup selv opgiver ånden efter et år som - trafikminister. Hvad kan det nytte?-moralen opsluger frontkæmperen i en slipstrøm af desperation, ironi og tungsind. "Der har aldrig raget en saa tragisk Skikkelse op af Danmarks Muld som Hørup." (S.137)

'64' har Jensen ikke selv oplevet, men han er vidne til, hvor meget tabet af et par sønderjyske provinser, der selv valgte at smutte, efterfølgende er blevet sublimeret til national afmagt - som påskud for opgivelse og stilstand. Det værste Jensen ved er det revyagtige omkvæd i presse og litteratur: det lille land, puslingelandet, det bløde lune, vi er så små, så små, så svage og ligeglade - kys det hele fra mig! Det værste, fordi Jensen opfanger, at der inderst i dette refræn skjuler sig en skadefryd og bigotteri for morskabs skyld. En fjoget side af danskheden, der tages afstand fra med sarkastisk vid. Indtil virkeligheden bryder igennem:

Vi er ikke noget vegt Folk. Vi er det stædigste Folk i Verden; vi lader os ikke rokke fra vor Natur. Vi er ikke en lunken Nation. Der er Varme nok her i Landet til at staa trofast i en Bedrift, som er uden Overraskelser, til at lægge Kornet ud i Mulden som den er og for det sparsomme Solskin, og til at høste det af Afgrøden, som Regnen har sparet. Og her er Kulde nok til at fryse Fanatikere ude, som fabler om Hveden andet Steds og aldrig har opelsket saa meget som et Rugstraa her. Der hører mere Lunkenhed til at fatte sig paa Omstændighederne, det skal der Kræfter til, det skal der ties til. (S.142)

Eksemplet herpå er Chr. Berg (1829-1891), opretteren af De Bergske Blade i 1871 og medlem af Folketinget for Venstre (1866-1891). Portrættet, der i hyldesten løber lidt over, viser Berg som høvdingen, der med skaberkraft og praktisk sans erobrer riget ved opgøret med "Overtroen paa den klassiske Dannelses Regeringsprivilegium." (S.200):

Det var den store Generations Bedrift at styrte "Studentervælden", de akademiske Absolutister, Eneindehaverne af det saliggørende Kendskab til nogle forhenværende Middelhavsfolks Literaturbrokker på Grundsproget. Vi lever nu i en Tid, hvor det historiske Tyngdepunkt er flyttet fra Middelhavet til Kanalen og derfra til Stillehavet, og det hører ikke længere til vor rædselsfuldeste Mareridt at forestille os den uhyre Distance, der formodes at være mellem en universitetsgradet kgl. Guldindvirket Embedsmand og saa en bondefødt Rigsdagsmand.

Til toppen
Til Visitkort (Den ny Verden, 7)
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret første gang 10. november 2000.
Nyskrevet og fuldstændig omarbejdet 20. marts 2007.
Copyright © Per Hofman Hansen og Iben Holk.