Johannes V. Jensen
Den ny verden (1907) – 7 af 7
Visitkort
Amerika, skyskrabere, simple life, systemskifte, bondekultur - lader det sig forene med en fællesnævner? Ja, det mener Johannes V. Jensen - bortset fra at fællesnævneren også er ham selv - med nøglebegrebet "Bondekultur". I kapitlet under denne titel, tager han til Norge for at besøge den nordiske forfattergud og Nobelpristager Bjørnstjerne Bjørnson (1838-1910). Navnet er allerede manden, alt for strålende, og det skulle vise sig at udhule sagamanden på det sidste.
For den forholdsvis unge forfatter er det en mageløs oplevelse at blive modtaget helhjertet af den snart 70-årige olymp på hans storgård i Aulestad, selvom de kender hinanden fra et tidligere besøg. "Der var morgenstille i det store Hus - " begynder det detaljerede portræt. Med enkle midler fremstilles et ekstraordinært samvær. Hvad der forud fængsler den opsøgende er netop hovedpersonens egenskab af forfatter og bonde. At forfatteren, der er Norge selv, driver et stort landbrug, og lever blandt høns, køer og heste, børn, børnebørn og tjenestefolk, tager morgenbad under et iskoldt kildespring.
Portrættet er nok i overkanten af beundring. Bjørnson fremstilles halvt religiøst som "den store Bekræfter", "alle Tings Begyndelse", "han er Blodet, han er Bølgeslaget." (S.160). Dét er for meget, men sådanne svulstigheder kunne Jensen altså slippe løs, hvilket jo balancerer billedet af den officielt tillukkede og arrogante. Bortset fra at den norske kæmpe har været en flot fyr, "Naturen røber sin Rigdom i hans Person" (S.167), konstaterer skovmanden fra Bagindien for sikkert også at drille de naturløse litterater ved skrivebordene i de tilrøgede københavnske aviskontorer.
"Han vil dø smukt", forudsiges der højtideligt, men her tog den besyngende godt nok fejl. Da døden meldte sig, styrtede Bjørnson til Paris for at leve i sus og dus i en glorie af forlorenhed, hvilket nøgternt overbærende tages op i nekrologen. Men forfatterskabet og personen selv (Hvidbjørn) har uden tvivl været inspirationskilde til den nordiske saga Bræen (1908).
Anderledes nuanceret er portrættet af Knut Hamsun (1859-1952). Igen skyldes fascinationen sammensmeltningen af forfatter og bonde. Uden eksaminer af nogen art træder fornyeren af litteraturen så at sige ud af fjeldet og tilegner sig verden. Efter mangeårigt ophold i Amerika som allehånde arbejder, retur til Norge for at skrive mesterværket Sult (1890), og med den en ny nervøs stil, det glimtvise, der bryder med naturalismen. Hamsuns grundvæsen, der er bondens, sætter Johannes V. Jensen i forbindelse med hans opvækst på Hamaröy i Nordland (S.178):
Sjælevarmen der rejser alt levende, den vegetative Sødme der gør Tilværelsen til en Taknemmelighedsgæld at afbetale til Dyr, Planter og Sten, at disse fødte Egenskaber er Bondens Krongods. (...) - de fri Evner, Naturbegavelsen, Venligheden, det uudtømmelige Hjerte kommer fra Bonden og er Bonden, saalænge Hav, Bjerg og Skov opholder Racen som Norge har skabt den. Hamsun er bleven sin Natur tro.
Alligevel sporer Jensen en disharmoni: hvor blev det altoverskyggende værk af? Byen, mener Jensen af erfaring, stoppede den udvalgte, der her løber ind i den forfinede kulturkvinde, der kun vil have ham til kroppen som stimulerende naturstyrke. Romanerne Pan, Victoria, Sværmere, Under Høststjernen er for Jensen repetitioner over den erotiske historie, der kører Hamsun ud på et sidespor, hvor han føjer en kvinde "i at knække hende uden at brække hende over." De får naturligvis ikke hinanden, "fordi Brændet ikke vil blive Aske og Ilden ikke gaa ud" (S.182). Johannes V. Jensen traf i denne periode ofte i selskab Knut Hamsun (S.184):
Hamsun sled tidligt og silde i det for at blive en fin Mand. For at rage frem pyntede han sig med Særhed, for at bevise sit Geni fingerede han Vanvid. En Tid lang gav han den som Overmenneske i Stil med Nietzsches fuleste Forfalskere. Mærk Dem, at naar Hamsun blev bindt af en gal Hund, da var det Hund Nr.1, Fenrisulven, lige striglet og med Guldstøv i Pelsen!
Med 'portrættet' finder Johannes V. Jensen en ny genre: analytisk, psykologisk, litterært og med den en ny indgang til fortolkning af livet og verden omkring sig, og ikke mindst til indvortes brug og selvforståelse. Nordisk Aand (1911) består efterfølgende af sådanne portrætter.
Til toppen
Til Visitkort (Den ny Verden, 7)
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside
Publiceret første gang 10. november 2000.
Nyskrevet og fuldstændig omarbejdet 27. marts 2007.
Copyright © Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|
