Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis-koden. Biografi, 3: Gåsetårnets by. Epoke

Gåsetårnets by
Lever et folk ikke i eget land, erstattes dette af familie, hus og hjem som 'nationalt' samlingssted. Dette forhold blev forstærket, allerede da Templet ødelægges for 2000 år siden, hvorved ikke blot den stedfortrædende synagoge overtog essensen af Templet, men selve hjemmet indtrådte i dets sted med spisebordet som det sakrale centrum. Det er uden tvivl grunden til, at det udvalgte folk igennem to årtusinder har overlevet landflygtighed, undertrykkelse, fordrivelse og holocaust.
Og ikke blot overlevet, men opretholdt deres religion, kultur og ceremonielle levevis med den åndelige arv intakt.

Indenfor jødernes egen kreds udvikler der sig i 1800-tallets brydningsår mellem gammelt og nyt indbyrdes forskellige holdninger. Der er den reformerte fløj, som vil forenkle gudstjenesten, men ellers overholde de jødiske love. Der er den radikale fløj, der melder sig ud af det jødiske samfund og lader sig døbe - som allerede de jødekristne på Tempelbjergets tid. Og der er de ortodoxe, som strengt og følsomt fastholder jødedommen.
Den ortodox jødiske levevis skiller sig i alle måder betydeligt ud fra den danske. Her er assimilation ikke mulig, kun respekt, tolerance og accept i dagligdagen og i det politiske liv. Den jødiske livsform har ikke, hvad Mogens Brøndsted pointerer i portrætbogen Meïr Goldschmidt (1965), racemæssige årsager, men er nedarvet i familielivet under påvirkning fra det omgivende miljø.
Familielivet har været præget af isolation, mens andre har søgt beskyttelseslighed med danskheden. Usandsynligt er det ikke, at positive påvirkninger er gået begge veje, idet den danske kernefamilie tager form i løbet af 1800-tallet med fædrelandsfølelsens kulmination omkring århundredets midte efter Treårskrigen og Grundloven.

Barndomsårene i Gåsetårnets by forløber for Meyer Aron som et idyllisk eventyr. Købmandsgården med lagerbygninger og brændevinsbryggeri og æbleplantager lige ned til Østersøen har udgjort den fortryllende ramme. Allerede som 3-årig begynder han i skole. Antisemitisme mærker han ikke meget til, til den side beskyttes han af en stærk fætter på nabogården.
Undertiden falder dog pøbelråb i skæve situationer som fx "Jøde - kan du spise flæsk og drikke - fløde?", hvorpå han sammen med fætteren skynder sig hjem til spisekammeret, hvor de i brødebetynget tavshed spiser flæsk og drikker fløde. Som en form for omvendt dæmonudrivelse. Scenen er gengivet i romanen "Hjemløs".
Da den førstefødte fylder 6 år, findes han af forældrene gammel nok til at komme hjemmefra. Familien er indstillet på at følge loven og vie hans liv til slægten og dens tradition. Købmandsgården var ikke i stand til at sikre en sådan opdragelse. Her udfoldede livet sig så at sige udenfor murene.

Meyer Aron Goldschmidt sendes til København for at gå i en bedre skole og opdrages ortodokst. Den lille levit bliver installeret hos sin faster, der er gift med marskandiser Heyman Levin (oldefar til forfatteren Poul Levin). Hermed åbnes døren til en ny forunderlig, dyb og eventyrlig verden. Til den glansfulde jødedom 'indenfor murene'. I erindringsbindet skriver Goldschmidt, at hans "Blods Instinkter" blev vakt ved mødet med ortodoksien.

Til 4. Indenfor murene
Tilbage til M.A. Goldschmidts hovedside