Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis-koden. Biografi, 9: Genfødslen. Epoke

Genfødslen
England kalder indirekte. Rejsen er en flugt. Dråben, der udløser den, er Goldschmidts forgæves ansøgning om ministeriel støtte hos de nationalliberale magthavere - hans tidligere modstandere - til en udgiverplan. Tidligere har den rejsende opholdt sig i London, som han synes godt om, da alt dér fungerer fornuftigt og velordnet: tanke og gerning følges ad.
Modtagelsen hos fætteren, diamanthandler Benjamin Rothschild og hans familie er et hjertelig velkommen. På ny er Goldschmidt optaget i et rettroende mosaisk hjem, der viser ham omsorg og hjælpsomhed og yder ham økonomisk støtte. Senere indretter den husvilde sig i en lille lejlighed, hvor han har arbejdsro. Begge hans romaner foreligger oversatte i England og er blevet anerkendende modtaget.
Planen er at skrive fortællinger med jødisk og nordisk sagnstof til de litterære magasiner samt reportager om kulturlivet i London til Fædrelandet, hvis redaktør, Carl Ploug, den stejle er blevet forsonet med i sit eksil. Goldschmidt arbejder flittigt, og fru Rothschild er behjælpelig med sproget, som den sprogbegavede ret hurtigt behersker. Således går et år. Men til sin egen overraskelse har englænderen hjemvé!

Da venner af huset planlægger en rejse til Rom, tager Goldschmidt med betalt af fætteren. Det kommer han ikke til at fortryde, da opholdet i den evige stad, hvor han tolv år tidligere 'omvendte' sig, igen kommer til at betyde et vendepunkt. Han blander sig med den danske kunstnerkoloni, selvom kemien mellem bohemerne og den distingverede og velklædte Goldschmidt ikke rigtig matcher.
Derimod får han kontakt med den norske kunst- og litteraturhistoriker Lorentz Dietrichson. De fordyber sig i samtaler om kunst på lange byvandringer, hvor de også besøger den romerske ghetto, der igen gør et overvældende indtryk på levitten. Under en gudstjeneste i Synagogen, hvor han overværer bønnen Schema Jisroeil - "Hør Israel! Herren vor Gud er én" - fatter Goldschmidt bevæget og bjergtaget beslutningen om at samle stof til en stor roman om den moderne jødedom.

Det forjættende og altafgørende møde skal igen blive med en kvinde i kredsen af romafarere. Det er Christiane Stilling, født Kirchhoff (1832-1903) gift med en rekonvalescerende filosof, dr.phil. og godsejer. En morgen på Monte Pincio ser han hende som en åbenbaring. Og genkender samtidig den smukke halvjødiske kvinde fra bybilledet i København, dengang endnu pige. Som med Charlotte Munch bliver der ikke tale om elskov, men om dyb sjælelig sympati og fascination. Goldschmidt har brug for den uopnåelige kvindes skønhed og alvorlige nærvær som ledestjerne.

Arm i arm ledsager de hinanden på vandringer igennem Capitol og ruinerne på Forum Romanum og Colosseum, hengiver sig til antikkens og renæssancens verdensfjerne verden. De åbner deres væsen for hinanden i platonisk tryghed. Da han fortæller om sine litterære planer, den engelsk-jødiske digtning, ser fru Stilling på ham og siger indtrængende blidt, at han dog var dansk digter - og igen burde blive det!
Hendes ord er som et stjerneskud i Goldschmidts sjæl. Hun har berørt hans hemmelige hjemvé. I sine erindringer taler han om "en stor Lykke, en stor Lysglans, hvortil hørte en tilsvarende Gjæld". Løftelse og ansvar forener sig i forestillingen om "Verdens skjønne Orden og Strenghed".
For anden gang danner Rom - med Titusbuen og Titussøjlen - baggrund for en forvandling i hans liv fremkaldt af en uopnåelig kvinders trylleri. Goldschmidt føler sig genfødt som Fugl Fønix.

Kort tid efter genforenes den rejsende efter to års fravær med moderen og søsteren hjemme i Gothersgade. Fra dette tidspunkt, 1863, begynder det store væld af danske fortællinger og skildringer, der først udkommer i små hefter. Som han skrev "Hjemløs" for Charlotte Munch, skriver han nu sine bedste romaner, "Arvingen" og "Ravnen", for Christiane Stilling.
Meïr Goldschmidt er kommet hjem for at blive.

Til 10. Arvingen og Ravnen
Tilbage til M.A. Goldschmidts hovedside