Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis-koden. Biografi, 12: Efterliv. Epoke

Efterliv
Goldschmidt påbegynder i en vis forstand sit efterliv i levende live. Han har resigneret personligt og overfor den litterære og politiske samtid trukket sig tilbage med sine livserindringer og religionshistoriske studier, der for ham indeholdt den ypperligste grad af nærvær. Resignationen manifesterer sig således igennem en vældig progressiv og universel dimension.
De 200 sider, som værket "Nemesis" består af, rummer blot en del af den samlede produktion. Eftertiden - og ligeledes biografen Hans Kyrre (1919) - har sat spørgsmålstegn ved om indsatsen svarer til resultatet. Så resultatmæssigt kan sagen dog næppe stilles op, skønt Goldschmidt søgte resultater, da samlivet med nærværet af det guddommelige har fyldt ham med inspiration og poesi i livslykkelige år. Bortset fra at den skriftkloge selv følte, at han havde fundet, hvad han søgte.
Årene efter udgivelsen i 1877 er stadig besat med Nemesisstudier og rejser i forbindelse hermed. Da franskmændene viser arbejdet mere opmærksomhed end hans intellektuelle landsmænd, begynder han fortsættelsen, der aldrig trykkes, på fransk.

Dette skisma kommer til udtryk i et brev til forstanderen for Askov Højskole, Ludvig Schrøder, der er en af de få, der viser hans arbejde interesse. Efter et suk over at publikum blot vil adspredes og underholdes, fortsætter han:
"Man besidder en Kunst, en færdighed i at behandle Livet, som jeg ikke forstaar. Til Gengæld forstaar man ikke en, der søger sin Menighed fra det Punkt, da Sprogets Rødder nedlagdes i Menneskeslægten indtil den Dag i Dag. Der er for de fleste hyggeligere under en Kirkes Loft eller Bue, og hvis jeg ved at tale forstyrrer Nogen i denne Hyggelighedsfølelse, hvad Ret har jeg da til at tale og forlange mig hørt!" (Kyrre, s.199).
Helt resonansløst har Goldschmidts virke dog ikke været i de højere cirkler, eftersom han hædres med titlen professor i 1876 efter udgivelsen af første bind af "Livserindringer og Resultater". Det var han måske ikke blevet året efter!

Ellers går livet sin rolige og regelmæssige gang på Frederiksberg. Litteraturhistorikeren Otto Borchsenius og personalhistorikeren Nicolai Bøgh har i deres værker Hjemlige Interiører og Danmark givet en personlig skildring af hjemmet og digterens dagligdag.
På vægen i arbejdsværelset er et stort fotografi af Monte Pincio (mindet om Christiane Stilling) og et af Venus fra Milo, billeder fra Vordingborg og et litografi af Engelsborg i Rom. I dagligstuen et stort signeret fotografi af Bjørnstjerne Bjørnson, med hvem han bevarede en livslang venskabelig forbindelse. Udsigten fra lejlighedens vinduer er kronet af træer som en skov.
Digteren står tidligt op og tager et koldt bad før morgenbordet. Herefter går han til sit velordnede skrivebord, hvor alt er lagt punktligt tilrette. Til bestemte tider foretages den daglige lange vandring alene i Frederiksberg Have eller omkring Søerne. Årligt foretager han en kurrejse sammen med Rothschilds til badestedernes luksushoteller i det sydlige Europa.
Hverdagslivet er beskedent og uden større selskabelighed. Tre-fire nære venner kommer ugentligt til gode middage med fine vine efterfulgt af en l'hombre. Også H.C. Andersen kommer gerne forbi, og korrespondancen viser, at de to eventyrfortællere har nydt og beriget hinanden.

Forelskelsen i Christiane Stilling har åbnet Vendsyssel for ham, da hun besad en herregård på disse kanter, og derfor må han lære dem at kende, hvilket resulterer i flere udgivelser med skildringer og fortællinger fra denne landsdel. Blokhus bliver derfor et gentaget mål for et sommerophold.
Efter en sådan ferie sammen med Ragnhild i 1887 vender Goldschmidt træt og småsyg hjem. Søsteren tilkalder læge, der blot mener, at den skrantende er forkølet og må til sengs. Det bliver det sidste leje. Også sønnen, der nu er læge i Lyngby, tilkaldes, men heller ikke han finder situation alvorlig.
En uge senere får Goldschmidt de første anfald af blodstyrtning og udånder den 15. august med søsterens hånd i sin. "Det er dog en Lykke, at vi to, nu da jeg ligger her, ere enige og holde hinanden i Haanden" lyder den døendes sidste ord.

Til 13. Litteratur og links
Tilbage til M.A. Goldschmidts hovedside