Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis-koden. Biografi, 5: Piraten udenfor. Epoke

Piraten udenfor
Hvad det drejer sig om, er at blive uafhængig, står det unge Meyer klart. På et besøg hos en onkel i Kalundborg ("Tømmerpladsen") bliver han opmærksom på et nystartet lokalblad, Kalundborg Ugeblad, redigeret af den jødiske håndværker Edvard Meyer, der senere stifter Flyveposten, og får ideen til et tilsvarende initiativ. Efter at have tegnet subskribenter starter den 18-årige (!) Næstved Ugeblad i 1837, trykt og redigeret i København. Her bor han sammen med to søskende hos moderen, da faderen på Falster hjælper en anden søn med oprettelsen af en fabrik.
Bladets kurs og linje er styret af retfærdighedsideen: opsøge historier om uret og undertrykkelse, hvorved bladet fungerer som en offentlig domstol. Herudover fylder udgiveren bladet med sine noveller. Da læserne begynder at falde fra, slås bladet sammen med før omtalte fra Kalundborg og opstår som Sjællandsposten.
Hovedanliggendet bliver de sjællandske stænderforsamlinger, der er ved at udvikle sig som forløbere for folkestyret. Forudsætningen for folkefrihed er i disse Grundtvigtider oplysning. Med en ny dristig og uræd stil kaster Goldschmidt sig ud i tidens strid og larm.

Bladet afhændes efter to år, hvorefter Goldschmidt får ansættelse på det konservative dagblad Dagen. Besynderligt nok, da den rabiate ligger til venstre for de liberale. Sammen med vennen Poul Chievitz fra Akademisk Læseforening (grundlagt af Carl Ploug som modstykke til Studenterforeningen) får unge Meyer ideen til en dansk udgave af det parisiske boulevardblad med det frygtindgydende navn Le Corsaire-Satan.
Det skal være et rapt blad, frækt og uafhængigt. Anarkistisk skal det stå udenfor partierne med frit slag til alle sider, skrevet af udelukkende indre overbevisning i kampen for frihed og sandhed og geni. I programerklæringen skjules det egentlige sigte: kongedømmets afskaffelse og indførelse af republikkens folkestyre. I enevældens tid er censuren hård, og bladet skulle gerne udkomme, inden det blev forbudt.
Corsaren (dog uden 'Satan') løber af stabelen i 1840. Goldschmidt ansætter stråmænd som ansvarshavende redaktører og investerer startkapitalen. Under fulde sejl går sejladsen med satirisk skumsprøjt i seks år - "Ca Ira! - Ca Ira!"

Corsaren bliver en kæmpesucces med et oplag større end Fædrelandet. Hver fredag, når det skrækkelige blad udkommer, bliver det revet væk. Officielt er der ingen, der læser det. Bladet er imidlertid ikke kun vid og bid, skønt vittighedsafdelingen, 'Charivari', efter fransk forbillede er tilløbsstykket. Der er flere seriøse artikler, anmeldelser og bidrag i bladet. Søren Kierkegaards "Enten-Eller" bliver således rost til skyerne, hvad der var nyt for eneren, som i eftertanken fandt, at det var skidt kun at blive rost i Corsaren. (Herom under "Latterfuglen": "Corsaren")

I sine erindringer (1877) gør Goldschmidt meget ud af sit sammenstød med Kierkegaard og mødet med kritikeren P.L. Møller. Sidstnævnte bliver med sin omfattende litteraturteoretiske og æstetiske viden, men også med sin personlige nerve og indlevelsesevne, Goldschmidts litterære mentor. De indgår et venskab med indbygget distance og forbliver De's. Det er P.L. Møller, der sætter Goldschmidt på sporet som forfatter.
En aften, hvor Goldschmidt smerteligt og i tillid har åbnet sig for den fem år ældre kritiker, der med universitetets guldmedalje har professoratet i æstetik i udsigt, udtaler denne, da han tager sin hat for at gå: "Med sådanne følelser skriver man en roman!" - Allerede samme nat nedskriver Goldschmidt slutningskapitlet til romanen "En Jøde" (1845).
Hvad P.L. Møller kunne gøre for Goldschmidt, kunne han ikke gøre for sig selv, idet hans universitetskarriere vrages på grund af hans tilhørsforhold til Corsaren.

For galt går det. Højesteret fælder censurens dom over bladet med 24 dages fængsel på vand og brød til Goldschmidt, en klækkelig bøde på 220 Rbd. Samt livsvarig censur. Efter skibbruddet må Goldschmidt på ny i tænkeboksen, da han ikke er indstillet på, at rollen som pirat skal blive hans personlige forlis. Romanen havde virket som en befrielse at skrive. Dér var vejen!
Den 27-årige beslutter sig derfor til en stor Europarejse for at komme af med vittigheden og for at lære noget. Friskytten afhænder den gode indtægtskilde "Corsaren" for det tårnhøje beløb af 1500 Rbd. (flere gange en embedsmands årslån) for at blive genfødt - som politisk journalist og forfatter. Europarejsen

Til 6. Europarejsen
Tilbage til M.A. Goldschmidts hovedside