Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis-koden. Biografi, 7: Proformaskab. Epoke

Proformaskab
Hvad med kærligheden? Det er vel ikke politik, kultur, religion, teori og skriveri alt sammen? Jo, det er det på en måde. Rykket op med rode flere gange i barndommen er Goldschmidts indre blevet vægtløs, hvilket mærker hans personlige relationer. De er flygtige, fordi den selvsvingende er på flugt fra sig selv. Kun i formuleringens arbejde og eksistentielle udkast formår skribenten at fastholde sin verden, lidenskab og overordnede idé.
Ofte er den lidenskabelige forelsket, uden det bliver til mere. Som tilværelsen tidligt forekom at glide ham af hænde, gælder dette nu kvinden, og det uopnåelige bliver derfor erkendt som livets inderste sandhed. Europarejsens lykkelige højdepunkt bliver således mødet og samværet med den smukke, æteriske, intelligente - og uopnåelige - frue, Charlotte Munch. De sværmer for hinanden på udflugter og baller, i vennekredse på tavernaer og på museer.
Charlotte Munch er norsk og gift med en norsk forfatter, som Goldschmidt desuden nærer sympati for. Sjæleligt rejser den skønne et tempel i hans hjerte. For der er andet og mere på spil.

Hun legemliggør nemlig mindet om moderen, der ved højtlæsning indviede ham ved højtlæsning i den nordisk romantiske eventyrverden, og fremkalder samtidig mindet om hans første kærlighed, da han forelskede sig i sin kusine. "Dette Barn elskede jeg, da jeg var sex Aar gammel, saa inderlig, som et Menneske kan elske, og siden troer jeg ikke, at jeg har elsket", skriver Goldschmidt overfølsomt ærligt i brev til hende.
Derfor ser han Charlotte Munch med "Fortidens Øine". Som barndommens land er uopnåeligt, er hun det herigennem: "Paa den klassiske Jord og mellem de klassiske Omgivelser var De mig Romantikkens Repræsentant; den nordiske Kvinde med de blaa Øine holdt det nordiske Sind vaagent i mig, jeg tror at kunde sige, at jeg gjennem Dem corresponderede med Fortiden, med den fjerne germaniske Aand."
Optagetheden har været gensidig, viser korrespondancen. Og året efter bliver han inviteret til et længere ophold i Norge med togter i Telemarken - hvor de hos en bonde minsandten ser et eksemplar af "Corsaren".

Men til Goldschmidts bagage på Europarejsen hører en dødvægt. Lidenskaben har fundet en omvej som seksuel nødtørft på bunden af Vesterbro hos den lidet skønne og plumpe Johanne Sonne, der har født ham en søn, Adolf. Og efter hjemkomsten måske en datter. Goldschmidt påtager sig det økonomiske ansvar og gifter sig med hende pro forma. Skilt fem år senere i 1852.
Dobbeltlivet medvirker til yderligere at udhule hans trængte identitet. Denne og lidenskaben kommer igen på prøve under Raphael-fejden, hvor han nuanceret negativt i sit tidsskrift anmelder "Clara Raphael. Tolv Breve", hvilket udløser en korrespondance og kontakt med Mathilde Fibiger; en erotisk tændt tilnærmelse løber imidlertid ud i kviksand. Den nedslåede eleverpige trækker sig efter et års bekendtskab tilbage.
På dette tidspunkt i livet drømmer den 33-årige Goldschmidt ømt om foreningen med en kvindes liv og sjæl. En kærlig hustru. Og kort tid efter banker det igen på lykkens dør.

Det er stadig i kølvandet på emancipationsdebatten. Under pseudonymet 'Sibylla' modtager redaktøren et langt og klogt brev, der bliver indledningen til en personlig brevveksling, hvor Sibylla åbner sig og fortæller om sig selv. Hun er Lodovica de Bretteville, datter af en fransk emigrant, men nu forældreløs. Hun vil gerne træffe ham. Goldschmidt er fyr og flamme. Og ved deres første møde åbner han sig for hende.
Det skulle det bankende hjerte måske ikke have gjort, for jammerhulket om forladthed, ensomhed og forpint enerkamp har tilsyneladende skræmt den skønne. Hun trækker sig angrende tilbage, hvorfor den forsmåede forlanger at få sine breve retur.
Da Sibylla senere udsender sin En Brevvexling om Kvindens Stilling i Samfundet (1852), anmelder bejleren den kort og affejende med spydig henvisning til kvindens højere stilling i Kierkegaards In vino veritas, skønt Goldschmidt ingenlunde var kynisk epikuræer.
Senere - efter "Hjemløs" - tolker Goldschmidt sit proformaskab som 'en synd imod kærligheden', der derfor udelukker ham fra den ægte. Nemesis begynder at tage form som fortolkning.

Til 8. Hjemløs
Tilbage til M.A. Goldschmidts hovedside