Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 10. Epoke

Dyresjælen
Med 'menneskeegernet' indfører Johannes V. Jensen et skel i udviklingen: det legende dyr. Egernet har ikke bare øjne, men et blik, der ser alting, kombinerer med alle fem sanser i forrygende balance, flyver og danser. Desuden er det et dagdyr. (S.303)

Solen funkler over Verden. Og med et funklende, frembringende Blik omfatter den nybaarne Skovaand Alverden, han ser andre Ting og flere Ting end alle andre Dyr, for han er bevæget, levende og klar som en Draabe, Dagens klare Verden afspejler sig i ham, og han skinner en fortættet Dagsjæl tilbage paa den. Han er Lyset som er bleven Sjæl.

Dyresjælens tilblivelse har fra start været Jensens mål at udfinde, således afsluttes kapitel fem: "Samtidig skal det efterspores hvornaar Bevidstheden, den indre Figur for Udviklingstrinet, Sjælen, hvornaar den ytrer sig, saa at man kan genkende den, og hvordan den arter sig under sin lange, fremadskridende Vækst." (S.143)

Genkendelsen finder sted med luft- og lysånden, Ariel, som Johannes V. Jensen samlet kalder Tupajas efterkommer i stamtræet med de utallige mellemformer. For at anskueliggøre trinnet sammenlignes dyresjælen med et barn, der er mennesket i vækst, i knop, en spirende sjæl: (S.322)

Det var virkelige Verdener, her lige under os, og Ariel, Menneskeaanden, var et virkeligt Væsen som hilsede Tilværelsen med en lykkelig Hujen hver Morgen, som Barnet i sin lille Seng der vaagner med Solen og begynder at sludre og synge, ganske ene, mens hele Huset sover endnu, en Morgensolo, den rene Livslyst der vælder over af sig selv, Slag i Dynen og Flyveforsøg liggende paa Ryggen, Bladren med Tungen i Munden, Kvidder og Lykkeudbrud, smaa Spring af Henrykkelse, endnu inden man kan snakke, saadan begynder Dagen. Og saadan er Ariel vaagnet i Skoven, Saligheden er brudt ned over ham som Straaler fra Solen, Lyset, Lyset, den klare, den Varme! Endelig den forfærdelige Nat ovre!

Paradisminde, væsen, sjæl, moral og skønhed er ikke gloser, man forbinder med evolutionslæren. Johannes V. Jensen bruger dem og forbinder dem med formål og hensigt i naturen. Ligefrem kan han tale om et dyrs "aandelige niveau" (S.251), hvilket er udsædvanligt i zoologien. Det er ikke så vigtigt at afgøre om Johannes V. er darwinist eller ej. Selv betragter han sig som sådan, endog en ægte én. Han bygger på darwinismens positivistiske verdensopfattelse, men hans hjerte løber over, når det kommer til oplevelse og beskrivelse. I bogens indledning med titlen "Naturhistorie og Poesi", skriver han bemærkelsesværdigt om både bevidsthed og sjæl hos selv primitive dyr:

Mavens Krav har frembragt en Retning for Selvopholdelsesdriften, Hukommelse, Omdømme, Bevidsthed i en raa Form. Den er en Central fremgaaet af Funktionerne til Fordel for Ernæringen; højt udviklet beskæftiger den sig selv og antager Form af et Oplevelses omraade indefter, det er Sjælen, ensom endnu hos de Umælende, men den samme som vor. (S.114)

Om livets opståen ved vi intet, kun at det første liv består af sammenhæng mellem kul- og kvælstofforbindelser i en forbrænding med en stråling udefra som en livsgnist. Men allerede her indfører Johannes V. Jensen 'bevidstheden', hvilket forekommer aldeles udarwinistisk: "

Et Bevidsthedsmoment maa være tilstede allerede i de første mikroskopiske Former for Liv, siden Kombinationen deraf, Mennesket ikke undtaget, er Cellesamfund bygget op af de samme oprindelige Elementer. Bevidsthed hænger sammen med Bevægelse; naar Amøben rører paa sig er det Bevidsthed der ytrer sig i infinitesimal Grad. Bevidsthed opstaar ved Overgang fra en Tilstand til en anden. (S.334)

Dyrets livsfølelse og livsglæde og forståelsen herfor som udvikling og vækst er, hvad Johannes V. Jensen savner i de evolutionistiske værker, da det "ikke er nok at gøre Rede for den mekaniske Forvandling, Led for Led, midt i Udviklingens Linje dominerer Sjælen og dens Vækst." (S.323). Udviklingens linje er skabt af glæde, livslyst og fremgang i Johannes V. Jensens fortælling om dyrenes forvandling. "Godhed er kommen af Lykke." (S.327)

Uforglemmelige er scenerne og opdagelserne i "Ariel og Caliban", et af digterfilosoffens mytiske mesterværker, men på det nærmeste ukendt i vor tid. Den bør i anledning af Darwinåret genudgives som selvstændig bog i en rigt illustreret udgave. Netop som en gave fra den gamle og evigt unge, der selv formåede at efterleve udviklingens og dyrerigets budskab om at holde sig åben i roden.

Litteratur om Dyrenes Forvandling
Jakob Wolf: Urdyret. Om Johannes V. Jensens Dyrenes Forvandling. Bidrag til en rehabilitering.
(I: Kritik. - Årg. 28, nr. 113 (1995). - s. 6-14).

Til toppen
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 18. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.