Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 8. Epoke

Underverdenen
At verden er et madsted, hvor dyrene har levet og lever af hinanden, forbindes normalt ikke med ondskab. "Det er en gammel Pagt, at det ene Liv tager det andet, en gammel simpel Naturakt, der fastholder Dyrenes og Menneskets Begrænsning som dødelige." (S.250) - Spiser De ikke kød? spørges læseren elskværdigt.

Naturen er hverken ond eller god. Den ER. Dog aflæser Johannes V. Jensens udviklingens forløb som tilstande fra gru til glæde, hvormed en teleologisk synsmåde, at skabelsen her et formål og en hensigt, artikuleres, samtidig med det fortløbende budskab om, at den ikke har. Men sammenligner man tribolitten eller bæltedyret med lærken, forekommer synspunktet umiddelbart forståeligt.

Krybets verden, orme, padder, amfibier, som den beskrives i "Underverdenen" (S.144-150), og senere reptilets vækker elementær skræk. Denne mørke, kolde instinktverden hører med til menneskets oprindelse, hvor den overlever i underbevidstheden eller nederst i sjælen, og dukker op i drømme, feberfantasier og mareridt. Eller direkte som galskab og afsind. Herom står det hver dag i tv og aviserne... Denne rædsel i dyrelivet, hvor dyrene med deres udstyr har gjort sig umage for at indgyde hinanden skræk, survival, og i enkelte tilfælde har overtaget hele dyrets fysik, fastholdes hele vejen igennem udviklingshistorien. Fortælleren ser det åbenlyst som kendsgerning, forstummer tankevækkende, men lægger i forlængelse heraf ikke skjul på sin forkærlighed for mammalia. "Med Pattedyrene har vi et gammelt dunkelt Paradisminde tilfælles." (S.146)

Bestialitet observeres hos en lang række dyrearter, især under kapitlet om rovdyrene, hvor alle de små katteagtige mellemformer på størrelse med en rotte, desmerdyr, makier, over i halvaber, monguser, og som vi herhjemme kender som ilder og mår, beherskes af blodrus, myrder og myrder langt ud over appetitten. At se ind i deres væsen er som at se ind i sindssyge, angst, forvildelse. Selv vore dages søde missekat, konstaterer Jensen (S.224) har bevaret insektædernes bestialitet overtaget fra reptilet: "men Grumheden har de gjort til en Kunst, paa deres Plads i Naturen, alene ved deres Forms Fuldendthed, bibringer de Forestillinger om Aand. De véd noget! De er Strateger!"

På Malakka har Johannes V. Jensen stået med en såkaldt flyvende hund i hånden (S.224):

Øjnene havde det ulmende røde Lys man kender fra mange lavtstaaende Dyr, en Nat med en Ildpøl paa Bunden ser man ned i, Ursjælen, som ikke kender sig selv. Dyret var ganske vildt, det var aabenbart at den store Flagermus Ingenting fattede, den vidste næppe at den var, i samme Forstand som andre Dyr, der er over en Underbevidstheds Niveau, den var kun vild, og man følte, at kun Sindssyges eller Epileptikeres indre Dæmon, hvis man var i Stand til at forestille sig den, vilde afgive Nøglen til dens Sindstilstand. Det var Underverdenen.

Til bæsterne hører bl.a. bavianen, hyænen og næsehornet med "dens eksplosive og fæiske væsen (...) pansrede og plumpe ydre", der er "bleven ubehagelig, en lille Sjæl, indespærret i et klippeagtigt Legeme, ensom og ru, et ondt Lune levnet af Naturen." (S.243)

Skønt hovdyrene udvikler sig bort fra mordet og bliver planteædere, bemærker Jensen (S.250), at de nok virker harmløse, uden grumhed, men "stedse bevarer et utilnærmeligt Sind. Den vegetariske Kost er ingen sikker Garanti for fredelige Instinkter." Drøvtyggerne forekommer ham "fromme og vrede som Kvækere, korte for Hovedet." Og tilføjer uforsigtigt, at vegetarianere ofte udviser heftig, urimelig stridslyst.

Nederst på pattedyrsstigen findes et pungdyr ildevarslende kaldet den tasmanske djævel, som passende kan afslutte rædslernes parade med en efterfølgende konklusion: (S.251)

Dyret der er af Hundestørrelse, men med for stort Hoved, er sort, med en gennemskinnende smudsig Kødfarve i Ansigtet, daarlig skjult Nøgenhed, det har røde Øjne, med ligesom sodet Ild i, Tænderne trænger hinanden ud af Kæften, og den fuldstændig vidløse Skabning knurrer, snærrer og fraader hele Tiden, værkelig som et Spædbarn, i en permanent Tilstand af Raseri, der virker som en Sygdom, som Galskab, men er dyrets normale Sindstilstand. Kun uhyggelige Tilfælde af Maniakalskhed, som man dog ikke kan sætte sig ind i, giver et Begreb om Pungdjævelens Psyke. (...) til brændende Mordbegær kommer Idioti. Saa glubsk og lukket i Sjælen er Skabningen naar den kommer frisk fra Underverdenen.

Fortælleren konkluderer, at resultatet af udviklingen tilsammen, fra tidernes morgen til i dag, er forskellen på levevis meget påfaldende. Ferociteten, den nådesløse udryddelseskrig imod alt, hvad der kan overvældes, er afløst af en mere tilbagetrukken, idyllisk levevis på den grønne jord. Forrædere imod udviklingstrinnet er rovdyrene, tilbagefald har svinet, som bevarer noget af rottens kødædertilbøjelighed og uhumsked. "Men ellers er det aandelige Niveau, den indre Afstemthed overfor Verden, bleven ganske anderledes, roligere, smukkere." (S.251)

Således skriver Johannes V. Jensen ti år efter 1. verdenskrig og igen fem år efter 2. verdenskrig, hvilket vidner om regulær fortrængning. Typisk for zoologer og darwinister er, at de 'overser' mennesket, det livsfarligste af alle dyr. Mindre end 50 år senere er det i stand til at springe den blå planet i luften - for at beskytte sig imod hinanden!

Til toppen
Til Tupaja
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 18. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.