Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Dyrenes Forvandling (1927) Af IBEN HOLK

Livet som kunstværk
Tibirkes verden
Urorganet
Fuglene
Herluf Winge Du er på denne side
Familiebilledet
Naturens skulpturer
Underverdenen
Tupaja
Dyresjælen

Zoologen Herluf Winge
Zoologen Herluf Winge.
Efter JVJ's 'Tilblivelsen'.
Zoologen Herluf Winge
Kapitel otte handler forbavsende om en eksotisk fugl, nemlig zoologen Herluf Winge. Når Johannes V. Jensen midt i det hele ønsker at tegne videnskabsmandens portræt, har det sine gode grunde, faglige og venskabelige.

Herluf Winge (1857-1923) er et i Danmark (også dengang) ukendt verdensnavn indenfor palæontologi og anatomi med dagligt virke ved Zoologisk Museum i København, der dengang havde til huse i den store rødstensbygning i Krystalgade bag universitetet på Frue Plads. Her passer og plejer magisteren museets sjældne samlinger, der har internationalt ry, som sit eget 'arkiv'. Det var Winge, der ordnede og bearbejdede den danske naturforsker P.V. Lunds (1801-1880) hjemsendte samlinger fra knoglehulerne i Lagoa Santa i Brasilien, og som Henrik Stangerup har skrevet romanen om, Vejen til Lagoa Santa (1981).

I sit store værk (på latin) - E Museo Lundii (1888-1915) - bearbejder Winge det omfattende materiale af knogler fra de uddødes dyrs parade. På dansk udgiver han trebindsværket, Pattedyr-Slægter (1923-1924), som er Johannes V. Jensens kongeniale forlæg, hvorfor portrættet netop indsættes i bogen før kapitlerne om pattedyrenes afstamningshistorie. Til ryet hører offentliggørelsen i 1882 af en banebrydende afhandling om pattedyrenes tænder, som indfører et system, efter hvilket dyrets plads i udviklingsrækken kan identificeres - 'af tanden dyret'. Winge blev som specialist på feltet flittigt benyttet verden over af arkæologer i forbindelse med sjældne fund.

De to, den benhårde videnskabsmand og den fabulerende forfatter, mødes nu i museet, hvor der stinker sødligt af mangrove og allehånde kompost. Winge beskrives som "Stedets Aand, en lille hvid Mand i en Kittel, altid flyttende omkring med Skuffer og Kasser fulde af Ben." (S.182). En større modsætning til Johannes V. Jensen gives knapt, men de har kærligheden til dyrene, naturhistorien og til kendsgerninger fælles. Derfor lærer de hinanden at kende i gensidig respekt. Winge er en interesseret konsulent på Dyrenes Forvandling, som han med diverse rettelser og vink når at læse størstedelen af og godkende inden sin død.

Pudsigt nok har kontakten en dybere kilde, idet den 20-årige Johannes Vilhelm har set zoologen i felten under udgravninger af Ertebølle-bopladsen ved Limfjorden i Himmerland i begyndelsen af 90erne, og ved den lejlighed blev fascineret af 'den lille nisses' væremåde og facon. Også når arbejdsgruppen undertiden besøgte det nærliggende Farsø og Madam Hansens berømte kødgryder på kroen.

Herluf Winge kunne godt været blevet professor og doktor, men da han pga. arv var økonomisk uafhængig (ligesom i øvrigt Darwin) foretrak han den tilbagetrukne sysselsættelse omkring museets samlinger. Hans egne arbejder består af ensformige lister over anatomiske iagttagelser af sammenstillinger, metodisk og monotont. Det er derfor, Johannes V. Jensen vil forsøge at beskrive det samme stof "malerisk, men ikke uvidenskabeligt" (S.187) for således at få noget læseværdigt og levende ud af det 'døde' stof. Utvivlsomt har samtalerne og anerkendelsen fra kapaciteten sat Jensen yderligt op, hvad angår grundighed og detalje.

Som evolutionist står Winge nærmere Lamarck end Darwin, hvilket vil sige, at han i sin holdning mere har øjnene åbne for 'tilpasningen' end for 'udvælgelsen', skønt de to begreber betinger hinanden. Hans sarte natur ville ligesom ikke blande sig med tilværelseskampen, noterer Jensen, men tilføjer, at til hans hensynsfulde, blide og elskelige karakter hørte en fasthed og hårdnakkethed, noget 'adamantint', når det gjaldt hans arbejdsområde med tilliggender: (S.191)

Det er gjort,(...) han har stille føjet Naturens Led sammen; Klarhed, Sandhed kan aldrig udryddes naar den en Gang er bragt ind i Verden. - "Pattedyr-Slægter" er saadan en Højborg, Dyrenes Genealogi, en umaadelig Familie, uddød og levende, udredet fra Roden og ud i de yderste Forgreninger, hvordan det ene Led kom ud af det andet: Udviklingen, saadan som den har fundet Sted, dokumenteret simpelthen med Rester af Dyrene selv. Ingen der vil danne sig en Mening om Menneskets Stilling vil nogensinde komme uden om den.

Til toppen
Til Familiebilledet
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside



Publiceret 10. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.