Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 9. Epoke

Tupaja
Nu mennesket. Hvor går dets løbebane op igennem dyreriget? 'Abeteorien' i darwinismens kølvand, som langt størstedelen i samtiden ikke desto mindre opskræmte mente var darwinismens budskab, blev vanskelig at få udslettet. Fik man derfor kuns manet Darwin i jorden, så var rædslernes rædsel med en struds ude af verden. Videnskabeligt og naturligt forholder det sig sådan, at mennesket og menneskeaberne har et fælles udspring 60 millioner tilbage i tiden. Passagen, som 'mennesket' går igennem, er dér 10 millioner senere, hvor hænder og fødder bliver til, samt de fremadrettede øjne.

I det afsluttende kapitel "Ariel og Caliban" (S.288- 328) vender Johannes V. Jensen sig mod dette trin. Udviklingen sker i skovene, uddannelsesstedet, der midt i tertiærtiden breder sig sammenhængende overalt på kloden. Zoologisk befinder vi os i dette tidsrum blandt primaterne, dvs. på pattedyrenes nederste trin, halvaberne, lemurer og lorier, der udgør et broget og uoverskueligt felt. Stamlinjen opad er gået igennem en 'samleform', hvor halen forsvinder for herefter at forgrene sig i tre hovedlinier - hominider (mennesker), gibboner (artister) og 'menneskeaber', hvor de to sidstnævnte er stillestående sidelinjer uden evolutionistisk udvikling. Men stamlinjens udspring, nedad?

Egernspidsmus (lat. Tupaja).
Efter JVJ's 'Tilblivelsen'.

Her hopper egernspidsmusen - Tupaja - ind i billedet. Den hører til skovens klatrekunstnere og springere: "det gode Humørs Fane i Skoven" (S.289). Når udviklingen sætter igennem i skovene, skyldes det, at livet i træerne kræver ekstra omtanke, årvågenhed og hurtig kombinationsevne. Hjernen på de små dyr - før halvaberne - viser sig at være forholdsvis større end det nuværende menneskes! Tupaja bruger klogt ligesom egernet sine forpoter som 'hænder', lægger forråd med omhu og kan klare sig på jorden. Selvom den med sine knudretænder tilhører insektæderne, trækker Winge efter årelange og minutiøse studier dyret ind i den linje, menneskets afstamningshistorie er gået igennem. Et dristigt træk, da Tupaja ikke tilhører primaterne.

Ti år efter Herluf Winge's død ser Johannes V. Jensen i et internationalt antropologisk tidsskrift en afhandling om menneskets afstamning af den amerikanske professor William King Gregorys Man's Place among the Animals (1933), der er en kritik af den engelske kollega Frederic Wood Jones' Man's Place among the Mammals (-). Sagen er, at Jones vil lede menneskets afstamning så langt tilbage i udspringet, at der end ikke bliver tale om noget fætterskab til aberne.

Koboldmaki eller spøgelsesabe
(lat. Tarsius). Efter JVJ's 'Tilblivelsen'.

Hidtil har Tarsius uimodsagt været placeret nederst på et udviklingstrin, der fører til halvaberne. Dyret, som Jensen har set med egne øjne i Malakkas jungle, er ikke større end en frø og bevæger sig ligesom denne, men den har fingre og negle i stedet for kløer og en lang fodrod, desuden er åsynet domineret af et par enorme fremadrettede øjne, der giver den et pudsigt og forskrækket udtryk. Den kan virkelig SE noget og har brug for disse 'lamper', da den ligesom de uhyggelige lemurer er et natdyr. 'Spøgelsesabe' hedder det da også ildevarslende på dansk. Men nu har professor Wood Jones haft dagdyret Tupaja til eksamen og den er bestået, hvilket medfører en forfremmelse til en plads mellem primaterne! Om denne begivenhed, der gik datidens dagblade forbi, skriver Johannes V. Jensen en kronik til Politiken (for, at det ikke skal gå ubemærket hen), senere optaget som "Tupajas Forfremmelse" i mytebindet Mariehønen (1940).

Når Tupaja i dag findes i troperne, betyder det, at den tilhører en sidelinje af stamformen, hvorpå den er blevet stående. Den er blevet i træerne og har fulgt varmen, da istiderne begynder (i kvartærtiden). Udviklingen er gået igennem den slægt af den, der årmillioner senere forlader træerne og indretter sig med årstiderne og lærer af dem. Her er skillelinjen. Livet i skoven har været en uddannelse, som menneskets udvikling er gået igennem: "Sydpaa vil man finde alle Begyndertrinene, de bevarede sig uforandret ved at gaa med skoven, nordpaa lever de forvandlede, udviklede Typer, de gik mod Skoven. Det er hele Udviklingskausaliteten krammet sammen i en Nød." (S.24).

Allerede i Dyrenes Forvandling er Jensen opmærksomhed rettet mod Tupaja - "det er som om Mennesket er i Luften nu" (S.290): "Træet rækker en Gren ud imod Skabningen, den giver Kloen - og faar den tilbage som Haand!" (S.300). I de nordiske myter kaldtes egernet betegnende Ratatosk, 'budstikken' op og ned ad Ask Yggdrasil. Jensen opfatter Tupaja som "en Aand i Skoven, den lykkeligste Aand i Skoven, Luftaand og Skabningens Yndling, men med en ganske anden vigtig, ind i Fremtiden pegende Mission: Udviklingens Aand: Ariel!" (S.292)

Kapitlets absolut uvidenskabelige titel "Ariel og Caliban" er ganske rigtigt hentet hos Shakespeare i hans sidste stykke The Tempest (Stormen), hvis rejsefantasi ud af middelalderens lukkede hvælvinger til den ukendte natur udenfor handler om denne farefulde navigation. Dramatiseringen er bygget op omkring kampen mellem menneskenaturens natside og lysside, som Johannes V. Jensen projicerer som oplevelsesform for udviklingens drama: her svinger ikke Prospero, men Naturen tryllestaven.

Til toppen
Til Dyresjælen
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 18. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.