Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 6. Epoke

Familiebilledet
Undersøgelsens hovedanliggende er pattedyrenes udviklingshistorie, idet vi bemærker værkets undertitel "Til Udviklingens Plastik". Plastik er et fænomenalt ord, da det både rummer figur og bevægelse. Johannes V. Jensen betragter dyrene som kunstværker, skulpturer af naturen. Udfra det enkelte dyrs plastik slutter han sig til dets karakter. Dyrets væsen, dets sjæl og moral i det jensenske regi, vil vi tage op i det afsluttende afsnit.

Inden Johannes V. Jensen portrætterer de udvalgte pattedyr, iscenesætter han et overblik over deres afstamning i form af en 'anskuelsesmyte' (S.193), hvori der bliver inviteret til familiestævne. Spidsmusen (ikke at forveksle med markmusen) er vært. Som repræsentant for insektæderne, hvorfra pattedyrene udgår, inviterer den lille det største eksemplar fra hver af de forskellige linjer, der er udgået fra den.

Da dinosaurerne uddør - for 60 millioner år siden (ved kridttidens afslutning) - bliver der plads til småkrybet, reptilerne, som insektæderne udgår fra. Spidsmusen kan således langt om længe invitere til zoologisk revy - A Bigger Bang! Først familiemedlemmet, der gik i luften (dog uden at være fugl) - flagermusen. Et andet med forkærlighed for myrer, som den mærkeligt nok gror af, myreslugeren. En tredje gren klatrer op i træerne og bliver siddende, da retterne er lige for hånden, dovendyret, men kan desværre ikke komme, da det er afgået ved døden. Skelettet ankommer dog som souvenir.

En elegant linje kaster sig over råt kød, rovdyrene, herfra inviteres trods alt løven, kalkuleret med om den orker. Ottendedelsfætteren til dyrenes konge, grønlandshvalen, må beklage, skønt den ville have fyldt godt op i billedet. Fra gnavervejen kommer bæveren, meget gerne. Og fra den righoldige hovvej med giraffen, bøflen, næsehornet, elgen, hesten tropper elefanten op, lidt fjern og melankolsk - da den uden måske at vide det står på gravens rand.

Fra træernes livligt omsiggribende linje, der har udviklet hænder og gribefødder, og siden klatrer ned igen for at blive bagbensgængere, ankommer mennesket i skikkelse af det tyvende århundredes kvinde iklædt sidste mode. Så kan der stilles op til det store familiefoto med den stolte spidsmus i midten, selvom den næsten ikke er til at få øje på. "Hvilket Billede!" (S.201)

Hvad billedet fortæller: "Når Elefanten ser ned paa Spidsmusen ser den ned paa sit Ophav." (S.202). Samtidig fortæller billedet, at det ikke er størrelsen, det kommer an på eller "mest Lykke ved". Men elefanten er så stor, at alle trods alt lader den gå. Udviklingsmæssigt er den gået i stå på en sidste station, hvorfra toget vil køre den til de uddøde dyrs museum. Musen derimod skal nok klare sig. Tilvækst i størrelse, der produceres af, at dyrene er hinandens spisekammer, hvorfor de skyder op sammen, betragter Jensen som "Naturens mindste Kunst" (S.202). At naturen udvikler pattedyret, hører til den mirakuløse.

Ved tertiærtidens begyndelse for 60 millioner år siden ændrer klimaet sig i retning af større forskelle mellem årstiderne, hvilket dyrene klæder sig på til, ligesom de omlægger formeringen med henblik på beskyttelse af afkommet. Reptiler og insektædere forlader deres æg, når de er lagt, og ungerne må selv sørge for resten. Fugle og pattedyr derimod benytter deres egenvarme ved udrugningen af æg, hvormed en retning i udviklingen henimod omsorg er sket fyldest. En ny moral i naturen er kommet til verden.

Anskueligt grupperes pattedyrene i tre hovedgrupper eller 'urtyper', efter deres grundform eller ledeform, der efter plastik behandles i hver sit kapitel: "Former i hvilke Naturen ligesom har hvilet ud, samlet sig plastisk og forberedt sig til ny Udfoldelse." (S.208). Pattedyrenes fortidsordner- og linjer fortæller om, at naturen ikke følger en lige linje, målet er ikke direkte, men opstået ud af mange udkast og forsøg. Fra et menneskeligt synspunkt 'famler' naturen. Eksempelvis er endnu levende fortidsarter, pungdyret og kloakdyret ("et ufortjent navn") af en linje, naturen har forladt.

Det omfattende stof er hermed antydet. Med to eksempler vil vi undersøge Johannes V. Jensens analyser af naturens formrigdom og fortolkningen heraf.

Til toppen
Til Naturens skulpturer
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.