Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 1. Epoke

Livet som kunstværk
Dyrenes Forvandling udkommer i 1927. Bogen består af 14 kapitler, der beretter om livets opståen og udvikling fra evolutionens synspunkt. Efter opgøret med 'den dårlige darwinisme' i debatbogen Evolution og Moral (1925) sætter Johannes V. Jensen sig for at 'forny' evolutionslæren - kunstnerisk og poetisk. Undertitlen lyder "Til Udviklingens Plastik", dvs. dens form og visualitet. Anvendt æstetik.

Dyrene har altid stået i centrum af dyrlægesønnens hjerte; selv studerede han zoologi under sit påbegyndte lægestudie ved Københavns universitet. Zoologen siger: "En Ting har holdt mig til Opgaven, det uopslidelige Venskab man føler for Dyrene, her tror jeg man kan blive ved at være ny, og Dyrene det er Udviklingen, altid for Øje." (S.112)

I hans sidste leveår udvides Dyrenes Forvandling med "Naturhistoriens Historie", der består af 18 portrætter af naturvidenskabens førende navne indledt med Charles Darwin, samt efterfølgende 16 essays med forskellige temaer i forlængelse af hovedbogen. Den nye bog får titlen Tilblivelsen og udkommer i 1951, året efter forfatterens død. Så er gravstenen sat over livsværket, hvis indehaver ikke ønskede noget gravsted.

I det følgende er det udelukkende Dyrenes Forvandling, vi skal beskæftige os med, men læst efter den reviderede 1951-udgave. Johannes V. Jensen er bevidst om, at han ikke er videnskabsmand, men som fortæller vil levendegøre det videnskabelige stof, der ellers ville henligge i vanskeligt tilgængelige bøger for fagfolk. Desuden henvises der til en række populære fremstillinger, fx H.G. Wells Menneskeslægtens Historie (1920) og på dansk Bøving-Petersens bearbejdelse af Vor Klodes Dyr I-III (1899-1903) og Vor Klodes Saga (1912). Stoffet er kendt og alment. Når Jensen alligevel har ønsket at give sin version, er det fordi, han mener at kunne tilføre stoffet en formmæssig nuance, 'plastik', som begrundes i det indledende kapitel "Naturhistorie og Poesi" (S.109-114):

Under udarbejdelsen af de forhistoriske bind af Den lange Rejse har forfatteren studeret adskillige palæontologiske og zoologiske værker, der nu står tilbage med deres eventyrlige og gådefulde stof. Stilistisk findes det tillokkende at gøre et forsøg med at fortælle eksakt, uden episode og handling, uden tilsætning af fantasi, da naturen i sig selv indeholder denne fantasi. Fremstillingen skal så at sige være en aflæsning af naturens fantasi. Udviklingen selv er hovedpersonen. At 'se' udviklingshistorien her og nu i den nærværende verden er arbejdets intention. At genren betænkeligt nærmer sig skolebogen, indrømmer forfatteren gerne, da han finder sådanne underholdende.

Dyrenes Forvandling er i virkeligheden Johannes V. Jensens hjertebog, fordi han i denne absorberes af sit yndlingsemne, livets udvikling, som han selv er et topskud af og kan vende tilbage til som det legende og tænkende menneske. Om det personlige anliggende hedder det: "Jeg begyndte at forme paa det i sin Tid ganske privat, fordi jeg for mit Vedkommende ønskede at leve deri saa længe og faa det der er min Glæde til at falde sammen med mit Arbejde." (S.111).

Opgaven er stillet i oplysningens tradition, folkeligt og pædagogisk, men ikke neutralt. Der er en signatur, en personlig fortolkning tilstede, som vi skal se nærmere på. Kilderne er mange. I tillægget til 1951-udgaven portrætteres de historisk vigtigste. Nyere forskning nævnes undervejs i fremstillingen, fx zoologiske lærebøger af Boas og Hertwig (S.172), klassikeren Brehm (S.205), den amerikanske palæontolog Percy E. Raymond (S.278), den engelske naturforsker Henry Walter Bates (S.280) m.fl.

På det tidspunkt, hvor bogen udkommer, er darwinismen ikke i kurs. Tidens toneangivende emner er af religiøs observans, hvor darwinismen optræder i sin vulgære form som 'abeteori' og åndsfortærende tomhed og grusomhed. Denne kulturhistoriske situation fremstår som en medvirkende impuls til arbejdet, der er formet som opdagelsesrejse.

At holde dyrenes former for øje forbinder Johannes V. Jensen med "aandelig Vækst", og er hermed filosofisk i slægtskab med den nutidige naturforsker, Bateson, der i sin Ånd og Natur (1979/1991) taler om "den åndelige proces, der kaldes evolution." (S.166). Johannes V. Jensen uddyber sit syn, der skal citeres i sin helhed som hele værkets åndelige strategi: (S.249)

Hver enkelt Dyr taler til Hjertet, som Individ, som art, er sig selv, men bærer en Slægtslighed som knytter det til alle andre Pattedyr, fjernt eller nær. Ingen Glæde er som den at kunne se det ene Dyr i det andet, og følge dem alle Jorden rundt, og ane Tidernes Rummelighed, den uhyre Ælde og Ungdom paa en Gang. Livets Forvandlingsevne og dog den Troskab det bevarer imod sig selv, den uudtømmelige Opfindsomhed, som Ingen har opfundet, men som er et Spil i sig selv, Naturens egen uudgrundelige Udstrømning i alt hvad der lever, en Gavmildhed der er som Lyset altid strømmende, altid øsende af sig selv som Kilde.

Til toppen
Til Tibirkes verden
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.