Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 7. Epoke

Naturens skulpturer
Johannes V. Jensen beskriver det enkelte dyr som en billedhugger, der betragter en andens værk. Han dvæler i ydret for dernæst at gå til dyrets habitus. Metoden består i at iagttage dyret på den 'plads', hvor naturen har anbragt det. Heraf sluttes der til, hvorledes dets form, bestemmelse og bevidsthed svarer til hinanden. Balancen i dette samspil, levefærdigheden, er det gennemgående centrum i Johannes V. Jensens analyser, hvor også identifikation hører med til oplevelsen af dyrets væsen.

Elefanten - "et overdaadigt Lune Naturen havde Raad til" (S.235) - står model til hele fem sider. Til kolossens ydre hører en paradoksal ynde, der forklares (S.321):

Faa Dyr har en Gratie som Elefanten, den benytter sin Gangart af Tyngden, svinger som paa Hængsler, Vægten, som er synlig paa den, giver hver Bevægelse af Lemmerne en egen likvid og støt Kurve, som Sandsække i Flugt; svært, smurt Maskineri, Stempelstængerne paa store Dampmaskiner med megen Enerti i Tempoet kan give samme Indtryk af Tusindpundighed og glidende Lethed. (...) Den er ren Form, et Taarn, den rager med et Bjergs Flugt op i Højden og naar Jorden igen med Snabelen, den staar paa Søjler af Ben som et Tempel og afslutter sig foroven med en Dobbeltkuppel, den kløftede Isse; og den er stor i Farven, som Bjergenes Skifre og det Ler hvoraf al Form opstaar.

Hvordan er elefanten? Besynderligt nok er den snild: den kan tæmmes, arbejde vedholdende og gøre kunstner. Ikke fordi den har meget forstand, den er nærmest lidt enfoldig og kan gå i panik over en mus, en frygtagtighed, "uden al Undseelse og rent ud af Forhold til dens Størrelse og Magt." (S.233):

Elefanten er dum. Men den er elskværdig. Uvidenhed gør ikke helt uskikket til Livet, den er landlig, med idylliske Vaner, en Spiser, med sin Snabel er den følsommere, mere behændig end mange Mennesker med deres Tommelfingre, den tager Fangenskab med Filosofi, som gamle dygtige Folk tager deres Alder, den har en Fornemhed som Størrelsen giver, fimre omkring kan den jo ikke, hvad saa alle andre hvileløse Dyr eller det nervøse Menneske mener, den rokker paa Stedet i sin Masse, rytmisk, med noget af den Ligevægt Universet er i.

Portrættet afsluttes med elefantens placering i forhistorien, da alle uddøde mellemformer er kendte "helt ned i Eocentiden", der er en midterperiode i tertiær (omk. 35 millioner år tilbage), hvor den bærer navnet Moeritheriet, opkaldt efter Moerissøen i Ægypten - halvt så stor som den nuværende og med fire stødtænder. Om elefanten hedder det med en personlig hilsen: (S.235)

Vidunderligere Skabning end Elefanten gives ikke, det er en Gunst at have levet i Jordperiode sammen med den, man har da set den, inden ogsaa den gaar Undergangen i møde, der venter alle Fortidsskabninger, ligesom dens Slægtninge, Mammutten, Mastodonten og Dinotheriet.

Skulpturelt fremhæves som mesterværk ligeledes giraffen, hvis arkitektur og væsen er af en mere sfærisk art: (S.243)

- en sjælfuld Særling, i en stum, ensom Højde, vellugtende som Hesten, blid som de bladædende Hinder, hvilke Paradistider har den ikke opsamlet i sig, en Evighed i Afrika mellem Mimoser, hvor rummelig var ikke Naturen, siden den kunde faa Lov at leve!

Ligesom gnuen, der er sammensat af fire-fem forskellige dyr - antilope, hest, æsel, ko - og dog helt sig selv, er giraffen et fuldendt eksemplar af naturen med elementer af dromedar og hest, i tilgift hjortetappe på hovedet, gazelleøjne og oksehale: (S.246)

Alligevel gør Giraffen ingenlunde noget sammenlånt eller paradoksalt Indtryk, den har gjort en Personlighed ud af Lunet, er et Stykke færdigt Arkitektur, af en enestaaende Plastik og Gratie. Det lyse, maskede Skind ser ud som levende Solskin, den er afrikafarvet. Rytmisk er den et stykke Musik, med en Flugt i Formen og en opret, svingende Balance som ingen anden Skabning. Paa kinematografisk Optagelse fra Mimosesteppen i Afrika har jeg set en Rudel Giraffer i Galop: en havagtig Rytme, som Atlanterhavet! De har Størrelsens Gratie, som Elefanten har det, ædel Langsomhed, et stort bølgende Sving i den høje, taarnagtige Skikkelse, som Søerne der gaar i Havet, med Vægt, flydende Former, Favn i Favn med Tyngden! Selve den oprejste Konstruktion af Giraffens Legeme har en henrivende Sammenføjning og Linje, til de fantastisk høje Ben slutter sig nødvendigt en kort sammentrængt Krop, højest fortil, Bovene staar ejendommeligt skraatstillet, et særlig fint Modspil af Linjer, og fra denne Opbygning rejser Halsen sig naturligt som en Fortsættelse opad i Højden, Hovedet kronet af Tappene som Taarnet med et Spir! Har nogensinde Æventyret faaet Kød og Blod er det i Giraffens Skikkelse; aldrig har Naturens Selvfølgelighed ytret sig genialere end i den.

Til toppen
Underverdenen
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 18. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.