Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 3. Epoke

Urorganet
Menneskets oprindelse er en omformningshistorie i trin, hvor overgangen, det ene dyr på vej over i det andet, er flydende. Naturen som skabermagt er blind. Den gør mange 'forsøg', der ender i blindgyder eller resulterer i sidelinjer uden udvikling, men fulde af liv - som fx fluerne. Udviklingens opadstigende 'menneskelinje' er den, videnskaben igennem fossilfund er i stand til at rekonstruere. Tilsyneladende gør udviklingen 'spring', hvilket skyldes, at mellemformer eller trin endnu ikke er fundne, men alligevel kan 'ses'. Udviklingsrækken aftegner en linje af vedvarende vækst og forvandling uanset de mange rundkørsler.

Vil mennesket følge sit udspring, må det se ned igennem årmillioner og følge den midterlinje, der opadstigende foreløbig har resulteret i det nuværende menneske, skønt der også på dette 'trin' er mange slags og sidelinjer. Hvem udviklingen vil gå igennem, kan der vist ikke siges noget præcist om, ligesom kimen til livets opståen er ukendt. Elevatoren nedad i tiderne fører os igennem pattedyrene, krybdyrene, padderne, fiskene, hvirveldyrene, leddyrene, pighude, ormen, polyppen, amøben for at lande i protoplasmasumpen, der boblede og kogte for 1500 millioner år siden, 500 millioner år efter klodens skorpedannelse. Bag den gastidens milliarder år. Og bag den...

Det morsomme er, at ethvert menneske bærer udviklingens tidligste livsform i sit eget indre: maven! Mavesækken er stadig sækdyret, ormen, med en indkørsel og en udkørsel med et hulrum imellem. Maven er urorganet, et selvstændigt dyr midt i menneskekroppen, der knurrer, hvis der ikke kommer noget igennem indkørslen og kaster det op, hvis det bliver for meget eller ikke bekommer den. Maven ved godt, hvad den vil, og tydeligvis har den i massive tilfælde overtaget sin ejermand eller -dame, kan fortælleren tørt konstatere.

Om mavens veje og vildveje berettes i kapitlet "Mave og Bevægelse" (S.137-143), hvor der skelnes imellem to typer: maven som sidder fast på bunden af det våde element og venter (på maden) og maven, der bevæger sig for det. Grunddyrets udvikling følges i følgende 'forkortning' (S.139):

Flyttelighed af Maven er dog en Fordel. Man hjælper sig med Fangarme, men fast sidder man. Den fritsvævende Mave kommer af Stedet. Er den aflang egner den sig bedre for at trænge frem gennem Vandet; giv den Finner, og det gaar som et Lyn; sæt Ben under Maven, og den gaar paa Land, stikker i Rend, rejser sig op; giv den vinger, og den erobrer Luften!

Hvad driver naturen, dvs. dyret? Kort og godt ernæring. Lystfølelse? Så selvom naturen tilsyneladende er uden hensigt, så indretter det enkelte dyr sig hensigtsmæssigt i forhold til omgivelserne for at blive mæt. Det særlige ved Johannes V. Jensens fremstilling er, at han mentalt forsøger at indleve sig i de forskellige dyrs tilstand, også i goplers og polyppers mørke og klamme verden, hvilket forbindes med ulyst og gru. Når han derfor skriver, at "det er også den indre Tilstand Dyret paa sin Udviklingsvej er stræbt fra! (S.147), sender udsagnet store spørgsmålstegn til vejrs. For hvis dyret pga. af livsfølelse 'stræber', så er der i synspunktet taget afsked med det erklærede udgangspunkt: at naturen er uden hensigt og mål.

Dyrenes Forvandling er skrevet udfra den overordnede darwinistiske opfattelse, at naturen er uden hensigt og mål (S.142), så med ovenstående in mente rumsterer der en indre modsigelse i værket. Den gentager sig i forbindelse med larvens forpupning. Her iagttages, hvorledes en opsamlet larve lagt i en vindueskarm og altså uden naturlige midler, fandenivoldsk over en aften gnaver sig igennem karmens træ med maling (!) og laver sit beskyttende hylster heraf. Med beundring noterer Jensen: "for den Larve fik man respekt! Energi i forfølgelsen af et Formaal, Lidenskab, er Vævet ibaarent, i ytringer derfor kender alle Skabninger sig igen." (S.162)

Livsfølelse? Lidenskab? - er sjælelige bestemmelser, hvilket vil sige menneskelig fortolkning. Imidlertid har dyrene forvandlet sig, udviklet sig. Hvorfor? Videnskaben siger 'uden grund'. Det gør Jensen ikke, selvom han sender sine telegrammer under naturvidenskabens stempel. Med sådanne formuleringer knytter darwinisten sig i virkeligheden mere til Paleys og Lamarcks teleologiske natursyn i kreationismen.

Til toppen
Til Fuglene
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.