Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 2. Epoke

Tibirkes verden
Som ouverture til 'udviklingen' i den nærværende verden udfører Johannes V. Jensen sammen med sine smådrenge observationer på den plet himmerlandsk jord i Tibirke Bakker, som familien i 1912 har fået bygget en sommerbolig på i jysk længestil efter tegning af arkitekten Ivar Bentzen.

Hvor er vi kommet til og fra? Man stikker en finger i jorden og aflæser landskabet geologisk, botanisk og kulturhistorisk efter de synlige rester af tidligere jordaldre. Fx vidner en lille rest hede med lyng og enebær om urvegetationen tilbage til tundratiden. Bakkerne, der er en moræne med flyvesandsmiler, gemmer spor af stenalder- og bronzealderbebyggelse i form af kæmpehøje og jættestue. Helene Kilde, et tidligere helligt kultsted, udløber i Kattegat - kysten, hvor (som det med et overbærende smil hedder) "Land og Hav kysses". Navnet Tibirke kommer af 'Tir', et gudenavn, hvis blotsten har stået, hvor alteret nu står i Tibirke Kirke. Andre fund tilskrives. Lag på lag af natur, kult og kultur.

Fra et sådant konkret udsigtspunkt forbindes en hel sommers panorama af fauna, fugle- og dyreliv på stedet igennem udviklingens optik. Fluerne, der hvirvler rundt foran den solvarme husmur og guldsmeden er væsner samtidige med den fjerne urperiode, hvor 'mennesket' endnu ikke er nået til salamanderens stadium, og de er uforandrede! Vi er i Kultiden for 2-300 millioner år siden. Slidstærke dyr.

Således følges firbenenes, hvepsenes, myreløvens, grævlingens, sommerfuglenes liv. Storken kommer sejlende og har sat et kuld i reden for efter sommeren at flyve til Afrika, hvor varmen holder sig, men vender tilbage for at ruge i Norden, fordi den for 150 millioner år siden i Juratiden, da klimaet dengang var tropisk, her kom til verden. Trofasthed over al forstand. På en vandplante ses en amøbe: urtid og nutid indenfor samme sekund!

På fisketuren i mosen neden for huset bruges orm, et kryb fra den mørke og kolde urverden, udgangspunktet for hele historien. Sommerfuglene klipper farvestrålende omkring som "bevingede Blomster", der har været 'orm', nemlig i larvestadiet, da årstiderne i tertiærtiden for 50 millioner år siden skabte dens metamorfose. For ikke at komplicere (over for børnene) benævner Jensen ikke de fjerne tider med arkæologiens navne for pågældende tidsperioder, hvorfor fortidens forskellige årmillioner samlet kaldes for 'urtiden'. Amøben og ormen tilhører dog i kalenderen, hvilket rationelt rykker, Kambrium for 4-500 millioner år siden. Fortællerens ærinde er ikke skemaet, men af plastisk art - at 'se' udviklingen og dens former. Udviklingen selv er en 'former'. Den uendeligt lange og vidtløftige proces gengives i en kunstnerisk 'forkortning': udviklingshistorien som en sproglig tegnefilm.

Ved sommerboligen sværmer bierne ud og ind af deres velkonstruerede bo, de har travlt, ind og ud, hvirvlende af energi, ligesom det uoverskuelige virvar i den velorganiserede myretue. Her ser man arbejdsdeling, husholdning og social disciplin på et højt kulturtrin stammende fra en forhistorisk tid, hvor 'mennesket' endnu var omstrejfende primitivt. Parallelle verdener.

Hvad der fascinerer fortælleren, er samtidigheden af udviklingens foreløbige slutning - hans drenge selv - og af tilstedeværelsen her og nu af de tidligste stadier, ormen, der har holdt sig, selvom udviklingen er gået op igennem dens art. På grund af 'tiden', den menneskelige levealder, ser vi ikke forvandlingen, men betragter dyrene som faste størrelser, species, for tusindvis af år skal der til for at synliggøre forvandlingen, selvom den 'foregår' hele tiden. Livets gang i Tibirke Bakker. Jorden rundt.

Til toppen
Til Urorganet
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.