Johannes V. Jensen: Dyrenes Forvandling, 4. Epoke

Fuglene
Midt på dagen i solheden suser firbenene af sted omkring ved huset i Tibirke, mens lærken står som et hjul i luften og synger. De er i familie! Fuglen er en omdannet firben. Hvabehar?!

Firbenet har i sin hurtige vrikkende bevægelse endnu noget af ormen og fisken. I reptilalderen i den sene jura (150 millioner) grener fugleklassen sig af. Ikke for med vilje at blive fugle, fordi det var finere end at være et firben, men de bliver 'af sig selv' blæst op i luften. Ikke alle firben bliver flyvere. Der er mange arter og typer. En grener sig af og slår ind på en vej, der fører til pattedyret. Andre vokser så at sige ud i krokodillen, mens andre holder sig og kan ses i dag. Evolutionens under består i, at dyrearter fastholdes i deres form, samtidig med at udviklingen (naturen) skyder sig op igennem dem med nye arter og former.

Forvandlingen til fuglen går naturligt til, idet det lille dyr efterhånden begynder at løbe så hurtigt (for ikke at blive ædt), at den rejser sig op og løber på bagbenene, hvorved den allerede ligner en flyver, der er ved at lette. I bogen er der side 167 en herligt billede af den, der udstråler dens halsbrækkende bestyrtelse! Forbenene udvikler sig roende i luften efterhånden til små vinger, der giver fremdrift, indtil dyret faktisk letter fra jorden. Og fuglen flyver. En nyhed i naturen. Som i kultiden da den første fisk - med fødder - stikker hovedet op over vandets overflade. "Blæs paa Firbenet og det bliver Fugl!" (S.169)

Firben i løb med forlemmerne i luften. Efter JVJ's 'Tilblivelsen'.

Reptilet går igen i fuglen. Når fuglene lægger æg, er det en arv fra firbenet. Lærken og firbenet er af samme oprindelse, de er i familie, ligesom krokodillen og nattergalen! (S.164). Det er naturhistorie! Hvad er nu årsagen biologisk til organiske nydannelser som vingen. Videnskaben forklarer den ved forholdet 'pirring': en evne i dyrets væv til at reagere mod tryk ved at trykke igen. Modstanden skaber vækst. (S.167) - Akkurat som med ligtorne! Et godt eksempel til at illustrere opkomstens af hjortens gevir, der er opstået ved grenenes 'pirring' af dyrets hovedbund, hvorfor der vokser en beskyttelse ud, der i sin form minder om træet, hvorved dyret vinder i skønhed. "Ved den det selv?" (S.189)

Forvandlingerne forståes i videnskaben som "Identitet af Vækst og Aarsag" (S.168). Jensen gentager, at det ikke er til at se "at Naturen har nogen som helst Hensigt. (S.169). Når man siger, at naturen gør 'forsøg', så er det at tillægge den en menneskelig forståelsesform. Om 'pirring' nu er tilstrækkelig forklaring, får stå hen. Videnskabeligt er siden genetikken og biokemien kommet til med ny indsigt om kromosomer etc. Johannes V. Jensen kan dog ikke vide mere end den samtidige videnskab, og hans engagement er heller ikke udelukkende videnskabeligt, men pejlet af en kunstnerisk synsmåde: skønheden i fuglenes form: (S.174)

Fuglene har indtaget Luften og udviklet en Stil; Kondoren der holder sig svævende en Mil oppe i Himlen, ovenover Toppen af Andesbjergene i rolige Kredse, uden nogensinde at behøve at røre Vingerne, har drevet en Adel, den fuldkomne Beherskelse af Luftens Regioner; Maagen der følger et Skib i Nordhavet, Time efter Time, i bidende Frostvind, glatblæst, strakt som en Ten i Luften, utrættelig roende og glidende, svøbt i Hvidt fra Næb til Halefjer, man kan ikke faa sine Øjne fra den, den er lutter Form, Form og Energi, et Mesterstykke, Naturen har udtømt sin Kunst i den. (...) Flugten der er Fuglens Sjæl.

Udtryk som 'naturens kunst' og 'fuglens sjæl' er absolut uvidenskabelige udtryk, men de viser hvorledes Johannes V. Jensen opfatter skabningen - hen imod sjælfuldhed og skønhed. Mennesket er det eneste væsen, der er i stand til at påskønne og bevidstgøre sig skaberværket. En sådan renæssancefilosofisk 'medarbejder' (i lighed med Pico della Mirandola og Nikolaus Cusanus) kan Jensen godt minde om. Således om fuglene: (S.175)

Men som de nu en Gang følger os, langt ude til en Side og dog nær, saadan som de lægger Æg og funkler i deres Fjerpragt i alle Paradisfarver, er de en levende Erindring med paa Vejen om de overdaadige Grotider i Jordens Ungdom, da Dyrehammen svulmede af tusind Muligheder og brød ud i ødsle Former, ikke for at naa et Maal, men for at udtømme sig i Former.

I dette træk begynder Johannes V. Jensens natursyn selv at vinde form. 'Dyresjælen' optager ham. Hvad han iagttager i Tibirke er ikke lutter selvopholdelsesdrift og glubskhed, snarere dyrets harmoni med omgivelserne, glæde ved følelsen af at være til. Storslået hedder det: (S.179)

Skønhed i Sjælen, det er Udviklingstrinet som er kommen i sin egen Ligevægt. Alle Skabninger tror jeg er lige, naar de giver sig hen, hver paa sin Plads, til den indre Balance i deres Væsen.

Naar Lærken fylder sig med Luft og stiger kvidrende mod Solen og Skyerne siger en tør Betragtning at det er for at fængsle Magen; men det er mere, Lærken henrykker sig i Følelsen af hvad den kan, den svinger sig ind i det Morgengry hvor Livet for den og alle Skabninger begyndte. Den er fange i sin Skæbne som Fugl, men Flugten og det fyldte Bryst er bleven en lykkelig Verden, hvordan det saa gik andre.

Til toppen
Til Herluf Winge
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. marts 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.