Poul Martin Møller
Det virkelige liv
6. Margrethe
|
Af IBEN HOLK |
Margrethe
Efter hjemkomsten bliver Poul Møller optaget i Bakkehuset hos de ældre Rahbekker som husven. Kamma Rahbek, der altid har haft et godt øje til 'den store klodrian', som hun hjerteligt kalder ham, bliver på en måde hans tredje mor, hvilket sikkert har været både godt og om ikke ondt så mindre godt. I stedet for i en alder af 27 år at blive vartet op og forkælet havde det været sundere for ham at overtage sit liv selvstændigt og begynde derfra. Han har en lille lejlighed i Silkegade, men som biografien fortæller, kunne han i studentertiden ikke udholde at være i sit eget værelse på grund af uordentlighed, dvs. personlighedsopløsende roderi.
Poul Møller genser sin ungdoms hjertesmerte, Margrethe. Hun er efter to års ægteskab og barnefødsel næsten ukendelig. Hun visner hurtigt. Og bliver aldrig kvinde igen. Biografien antyder, at de tidligere elskende mødes hemmeligt, da Margrethe alligevel ikke kan glemme sin gamle tilbeder. Forholdets karakter belyses af, at da Poul Møller lang tid senere er blevet gift, besøger Margrethe, der nu er blevet enke, familien i København med sine børn.
Et par digte fra tiden efter hjemkomsten vidner om hans genoplevelse af deres kærlighed. "Et Blad af Dødens Dagbog" er den krasse titel. Digtet er fortællende, men som et stilbrud er indsat en sonet, der realistisk optager gensynets kendsgerning i sig, et rids af det virkelige liv:
|
Min Ungdoms Rose havde sig forstukket,
jeg søgte den med alle Hjertets Flammer.
Ak, kun i Mindets Have nu den brammer,
jeg finder den igen, men grusomt brukket.
Jomfruens ædle Rejsning dybt er bukket,
Alt ved det sjunkne Bryst et Barn hun ammer,
et andet for den blege Moder stammer,
og hendes Øjes klare Lys er slukket.
Hvad Lykken mig har vist og Haabet lovet,
er nu med sine Tryllefarver svundet.
For mig har Livets Stræben tabt sin Krone.
Ak, mine Drømmes Brud en falmet Kone!
Snart falder Haaret af det gyldne Hoved,
haardt Skæbnen har min Ungdoms Vinge bundet.
|
Margrethe skrev ikke sonetter. At hun har gennemlevet en svær tid, da hun måtte sige nej til sin frier, vidner et brev om, som er genoptrykt i biografien. Det er skrevet i Nykjøbing den 30te September 1815 og sendt til veninden Marie. Heri hedder det et sted:
"Kæreste bedste Marie! Lad mig ikke tabe dit Venskab, jeg vil altid skønne saa meget derpaa. Da jeg talte med dig paa Iselingen om Møller, da troede jeg ikke, at dette ulykkelige Skridt skulde have saadanne Følger, og nu mine elskede Forældre, som ogsaa sørger med mig, deres Taarer falder tungt paa mig, jeg den ulykkelige Aarsag. Jeg erkender Møllers sjældne brave Character, men ligesaa vist indser jeg og, at jeg aldrig kan elske ham, og jeg forsikrer dig, bedste Marie! Naar jeg havde Valget, ansaa jeg deres Lod for tungere, som altid skal bindes til et Menneske, man ikke elsker, end den, som maa frasige sig sin Elskede."
Til 7. Det hullede hjerte
Til 14. Litteratur og links
Til toppen
Tilbage til Poul Martin Møllers hovedside
Denne side er publiceret på internettet 20. marts 2003. Opdateret 28. marts 2006.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
