Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 3. Epoke

Schweiz-rejse
Det er vennen Johan Rohde, som efter en lang aftensamtale engang i begyndelsen af 1876, hvor Henrik åbenhjertigt fortæller om sin tilstand efter afslaget hvad angår Grønlandsekspeditionen og sin voksende udvé, der plager ham som en sygdom, foreslår en rejse til Schweiz. Pengene til turen foreligger i morfaderens testamente, hvor alle børnebørnene er blevet betænkt med et gyldent beløb til uddannelse. I et brev til forældrene forklares, hvorledes studierejsen gælder et par af Europas store industricentre. Ikke et ord om Schweiz.
De franske alper. Isola 2000

Isola 2000 i de franske alper. Foto: Iben Holk april 1998.

Planlagt er bestigelser af Jungfrau, Eiger og Mönch, men ankommet til Interlaken i Lauterbrunnendalen punkteres drømmen ved synet af disse himmelhøje snetinder. I stedet tilbyder Faulhorn sig som en mulighed, da den er betydeligt mindre, men trods alt med den evige sne på toppen hører til alpekædens bjergkæmper. I nogle uger med indlogering på et billigt hotel foretages daglange vandringer i omegnen, hvor Jens Baggesen for 100 år siden slog sine folder og digtede hyldesten til hans sjæls Berneroberland med digtcyklen "Parthenais".

På en af disse ture overraskes vagabonden af et voldsomt uvejr, hvorfor han søger ly i et lidt afsides hus. Her residerer en ældre kvinde med to forældreløse piger, der er søskende, og som ernærer sig ved at væve og sy. De, som er vante til fremmede, tager varmt imod ham, og da han befinder sig godt, bliver væverhjemmet de næste par uger hans nye opholdssted, hvorfra dagsmarcherne udgår. En dag beslutter han sig for Faulhorn - for at "trække Dragen i Halen" (s.95).
Faulhorn er kendt som et lumsk bjerg på grund af sit vildsomme terræn med bratte kløfter, hvorfor mange bjergvandrere er omkommet i tidens løb. Endvidere hedder det sig, at der bor en drage i en hule deroppe, der med sit blotte blik styrter folk i afgrunden. Imidlertid er der tæt under toppen en stensat hus, hvor man kan overnatte efter opstigningen.
Et kort viser, at der fra det skovklædte Wengernalp løber en sommersti direkte op til turisthytten. I det tidlige morgengry begiver Henrik Pontoppidan sig af sted til sine værtinders bestyrtelse og frarådning. Han finder sommerstien, solen skinner og der dufter af lyng og timian. Men under den første snemark forsvinder stien for ikke at dukke op igen. Nu må der improviseres. Stejle bjergsider overvindes på alle fire. En stor tilfrossen sø med sjapis gås udenom, hvilket tager tid. Vadeture igennem snefyldte sænkninger, der tærer på kræfterne. Solen begynder at stå lidt lavere.

Omgivelserne er et ørkenagtigt øde oversået med store stenblokke. Endnu en snesænkning passeres. Udmattet sætter han sig på et klippestykke og ved, at han ikke kan mere. Benene er som sandsække. Den nedgående sol sender et ømt afskedsglimt fra bjergkammen. Den vildfarne trøster sig med, at han som dreng ofte har sovet under åben himmel på de lange marcher. Indsvøbt i sin kappe forbereder han sig på natten. Helt mørkt bliver det ikke, dertil lyser sneen for stærkt under stjernerne. Han begynder at synge for at holde sig vågen, for falder han i søvn, vil han næppe vågne igen.
At følge sin natur. Hen på natten begynder han at tælle de mange hundrede tynde sider i sin Baedecker med valne fingre. Hvis tællingen tre gange i træk giver samme resultat, lyder belønningen på et stykke chokolade. Dér sidder den kommende Nobelpristager på sit bjerg og tæller sekunderne, minutterne og timerne til solen står op. Og det gør den jo, stille og roligt som den plejer. Dagskæret viser sig svagt over bjergkæden, en efter en begynder snetinderne at gløde. Ørneflugten kan fortsætte.
Nattefrosten har bevirket, at sneen er hård og gangbar. Da han opdager de første ikke drage- men menneskespor i sneen, stirrer han længe på dem med andagt og følger dem opefter, indtil han når frem til hytten. Her knitrer et hyggeligt brændebål i den åbne kamin. Beboerne er et ungt ægtepar, der putter ham i seng og tyller ham med varme drikke. Først efter to dage står han op. Den valgte rute var netop en 'sommersti'. Om foråret skal man vælge sydsiden, hvor sneen er smeltet.

Efter fire døgn er Henrik Pontoppidan tilbage i væverhuset, hvor han med bekymring længe har været ventet. Gensynet med den lyse af søstrene, Suzanne, får forelskelsen til gensidigt at blusse op. I ugerne der går - "i den syvende Himmel" (s.103) - overvejer han at blive, bygge et bjælkehus, leve som skovarbejder og gifte sig med Suzanne. Hans tidligere jeg og liv forekommer ham fjernt og fremmed. Her gafler vejen ad hvilken. Og der skal vælges.
Med fortvivlelse i hjertet kommer den bjergtagne til besindelse. Eventyret er forbi. Efter en stormfuld og bevæget afsked bryder han op og rejser hjem - til hverdage med pligter, som han frygter at fare vild i.

Til Biografi 4: Vendepunktet
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. oktober 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.