Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 11. Epoke

Nobelprisen
"Jeg handler som Skribent efter den urokkelige Overbevisning, at al Kunst har sine egne Love, og at det er en Forfatters Pligt at efterkomme disse, selv om det skal ske med Fare for at komme i Strid med Tidens herskende Smag og med den deraf afhængige Opfattelse af bestående Lovparagraffer." ("Henrik Pontoppidans breve" (1997), bind 1, s.127)
Så suverænt og utvetydigt formulerer Pontoppidan sit synspunkt i forbindelse med en ansøgning til Kulturministeriet i 1892 om fornyelse af det treårige arbejdslegat 1889-1892, som var frataget ham på grund af blasfemisagen omkring de famøse artikler i Kjøbenhavns Børstidende. Pontoppidan insisterede på at leve af sit forfatterskab, men havde indtil sit tresindstyvende år og Nobelprisen svære økonomiske vilkår.
Kampen for dagen og vejen medfører, at Pontoppidans hustru i år 1900 bliver syg af overanstrengelse og indlagt langvarigt på Diakonissestiftelsen, da familien, der nu opholder sig i Snertinge ved Kalundborg, har måttet afskedige den ene af deres huspiger! Hustruen bliver herefter aldrig rigtig rask. Det samme gælder Pontoppidan, der trækkes med en leversygdom. Efter en galdestensoperation i 1912 med kedelige kurophold i Wiesbaden har han svært ved at komme helt til hægterne.

Skønt Pontoppidan er en folkelig og populær forfatter, der følges opmærksomt og positivt af kritikken og er genstand for kollegernes beundring, kniber det med den brede læserkreds. Af samme grund skifter han forlag flere gange, da han nødvendigvis må betragte forfatterskabet som sit levebrød.
Den fortjente Nobelpris, der uddeles første gang i 1901, tildeles Pontoppidan i 1917 og falder på et tørt sted, selvom han må dele den med den i dag fuldstændig ukendte Karl Gjellerup. Indstillere har været professorerne Vilhelm Andersen og Otto Jespersen. Typisk for den stoiske Pontoppidan har han ikke selv så meget som rørt en finger - bortset fra at skrive værket - for sit kandidatur.
Tidligere, i 1908, har Pontoppidan modtaget den nyindstiftede Otto Benzon-pris på Georg Brandes' foranledning. Prisen overraktes ved en privat middag hos Brandes på dennes 66-års fødselsdag. På initiativ af Vilh. Andersen og Edv. Brandes i 1914 fordobles finanslovsydelsen til 3000 om året.

Nobelåret krones med Vilhelm Andersens biografiske monografi "Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab". Forholdet imellem de to har ellers været temmelig køligt, siden professorens bog "Bacchustoget i Norden" (1904) udkom. Heri bliver naturalismen kritiseret for at være en trist og grå periode, der med al sin nøgterne rationalisme også i de erotiske udpenslinger er uden den dionysiske kraft, som han eftersøger. I denne sammenhæng får Pontoppidan en negativ omtale.
Pontoppidan, der til det sidste - og selvom han undervejs skifter holdning og kurs i forhold til naturalisme og radikalisme - forsvarer sit udgangspunkt i 80erne som en forfriskende kampperiode, tager til genmæle imod kritikken i forordet til andenudgaven af "Fra Hytterne" (1905), hvor han med sin særlige form for humor spotter Vilhelm Andersen. Denne reagerer med et brev, hvori han tilstår: "Jeg har den forfængelighed, at jeg vil nødig haanes netop af Dem." (Bind 1, s.247)
Pontoppidans svar er imødekommende, selvom han står fast på sit selvforsvar med brevets slutord: " - med al min Beundring for Dem, vil de rimeligvis altid finde mig mellem Deres Modstandere". (Bind 1, s.249). I det følgende brev gør Vilhelm Andersen indrømmelser og rækker en hånd ud: " - og hvis jeg en Dag søger og finder Dem i Deres Hjem i Frederiksborg, tør jeg maaske vente, at de ikke netop smider mig ned ad Trappen." (Bind 1, s.251). Den hånd modtager Pontoppidan med glæde og indrømmer, at han har været gnaven og udæskende i sit angreb. Sådan indledes et livslangt bekendtskab og venskab.

Brevsamlingen er i det hele taget givende læsning, hvad der i høj grad skyldes Pontoppidans altid ærlige, hjertelige og saglige niveau uanset modtager. Som portræt af forfatteren er brevene langt mere oplysende end hans erindringer. Brevene lyser af den ro, alvor og klarhed i tanken, der til fulde efterlever hans ideal om 'sindets maskuline ligevægt'.
Korrespondancernes kulturhistoriske værdi beror på - bortset fra at breve dengang havde substans som hele små kronikker - at der ikke blot er tale om officielle forlagsbreve og indforståede vennebreve, men også om omhyggelige udvekslinger med forfattere af en anden observans. Da Jeppe Aakjær inviterer ham som medlem af Den jyske Bevægelse, betakker han - efter at have rost "Vredens Børn" - med ordene: "Kommer De engang med Jylland under den ene Arm og Sjælland under den anden og med det fede Fyn i Madkassen og alle vore Øer lige til de vestindiske i Lommerne - så er jeg Deres håndgangne Mand." (Bind 1, s.219)

Til Martin Andersen Nexø, hvis "Pelle Erobreren" han respekterer dybt for dens folkelige karakter, der er et fælles træk, den "stenhaarde Undergrund, der gør godt" og den Musik, der udgår fra den, må han dog tilføje, at han finder dennes muse beklædt med en sort klap for det ene øje, der muligvis forstærker sekraften på det andet, men dog tenderer ildevarslende mod at køre i grøften. (Bind 1, s.266)
Mest fri og til tider balstyrisk er han i brevene til Edvard Brandes og Henri Nathansen. Sidstnævnte får denne salut efter en misforståelse: "Det er aldrig min Hensigt at saare. Kan jeg derimod se mit Snit til at dræbe, gør jeg det gærne. Men Dem holder jeg virkelig som Skribent for meget af, til at jeg kunde ønske Dem død og borte." (Bind 1, s.232)

Til Biografi 12: Ørnen i Ordrup
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside