Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 9. Epoke

Brandes-linjen
I sine erindringer antyder Henrik Pontoppidan ikke med ét ord, at han og Georg Brandes i de følgende 40 år efter det pinlige møde på Århus-båden korresponderede venskabeligt: der foreligger i alt 178 arkiverede breve, 88 fra Pontoppidan, 90 fra Brandes. Ikke ét ord om at de mødtes privat til middage, undertiden med fruer, ca. 30 gange i samme tidsrum. Forholdet er det enkle, at da Pontoppidan sent i livet skriver sine erindringer, er Brandes-linjen i hans liv og virke brændt fuldstændig ud. Men ikke nok med det: han har ønsket at udslette forbindelsen med en distanceret grimasse.

Den revolterende præstesøn har som forfatter i 1880erne følt sig beslægtet med 'Det moderne gennembrud's ideer, skønt han ikke kommer til at tilhøre den litterære klike. Dertil er fritænkeren for meget af en enspænder. Ligesom Herman Bang bliver han da heller ikke medtaget i Georg Brandes "Det moderne Gennembruds Mænd" (1883), hvilket er en brøler. Fællesskabet med radikalismen eller brandesianismen beror primært på tilslutningen til ateismen og den frie tanke.
Litterært er der enighed om den naturalistiske stil til gengivelse af en kritisk-realistisk oplevelsesmåde, der ønsker at konfrontere læseren med tilværelsens 'oversete' skyggesider. Naturalismen bestræber sig på at vække og styre en samfundskritisk debat om uretfærdighed, undertrykkelse, ufrihed, magtmisbrug. Herunder ægteskabet og familielivet som institution.
Hvad der adskiller falder ligeså hurtigt i øjnene under læsning af korrespondancen: det nationale. For Pontoppidan eksisterer der kun ét land, som han kan forholde sig til: Danmark. For den internationale Brandes alle mulige andre lande. Vejene skilles omkring 1. verdenskrig, da Brandes' overvejende tyskvenlige holdning ikke svarer til Pontoppidans, der desuden er modstander af neutralitetspolitiken og går ind for militært forsvar.

Adskillelsen begynder dog tidligere, idet Pontoppidan trods enighed og sympati ikke ønsker at blive optaget som medlem af radikalismens politiserende bevægelse. Som forfatter vil den flerstrengede stå fri. Livskrisen omkring skilsmisse og nyt ægteskab fra 1887 til 1892 betyder en omstilling af hans syn på virkeligheden. Fra et udadvendt socialorienteret engagement vender forfatteren sig mere indad mod en psykologisk og erotisk fortolket virkelighedsskildring uden at slippe Danmarksbilledet.
I samme periode begynder brandesianismen at ebbe ud. Høvdingen kaster selv opgivende lommetørklædet i ringen, selvom det litterære periskop på falderebet 'opfinder' Nietzsche og et nyt slogan: Aristokratisk radikalisme. For en ny tid vendt imod naturalismen er ved at springe ud med andre forståelsesformer og stilistiske udtryk: Symbolismen.
Når Pontoppidan troværdigt og uden at knække midtover kan gøre nybruddet med, skyldes det ikke beregnende opportunisme, men et allerede udfoldet instinkt for den symbolistiske synsmåde. Historien "Spøgelser" (1888) er et tidligt udtryk for kursskiftet, ligesom "Krøniker" (1890) knytter an hertil. Denne side af forfatterskabet faldt ikke i Brandes' smag.
Med "Nattevagt" (1894) sætter Pontoppidan hele sit skærpede forfatterjeg ind på en konfrontation mellem epokens to grundholdninger: den naturalistiske (realistiske) og den symbolistiske (romantiske). For sandheden er jo, at naturalismens forkæmpere, Brandes såvel som Pontoppidan, i deres hjerter i virkeligheden begge er store romantikere. Romantikken er deres fælles jordbund og udspring. Af samme grund nærer de sympati for hinanden - netop som oprøre. Og romantik betyder oprør!

Først i 1910 beskæftiger Georg Brandes sig med Pontoppidans forfatterskab. Det sker i Studentersamfundet i Kristiania med et foredrag, der gentages samme år i Kasinos koncertsal i København. Pontoppidan beklager i et brev, at han ikke havde mod til at overvære "Eksekutionen", selvom han godt ved, at der ikke var tale om en dødsdom. Foredraget omarbejdes det følgende år til en afhandling, der senere optages i "Samlede Skrifter".
Til Georg Brandes' 70 årsdag i 1912 skriver Pontoppidan et med titlen "4. Februar", der derimod kan ligne en dødsdom. Det står i dagens festudgave af Politiken. Brandes er flygtet til Paris for at undgå festligheder, hvad digtet direkte handler om. Dets uklarhed er imidlertid dets styrke. Hvad mener digteren? Er det en dom over Brandes? Eller en dom over brandesianismens resultat? Eller over samtiden, der ikke har efterlevet Brandes' frihedsbudskab? Eller udtryk for personlig revision og selverkendelse?
Det er blevet fortolket på alle måder. Selv svarer Brandes den 9.2. med et langt brev, der indledes således: "Tag mine Hænder til Tak. De har paa mer end én Maade hædret mig, og da jeg holder saa meget af Dem og sætter Dem saa højt, glæder det mig. Deres Digt var dog saare mørkt og jeg véd ikke ret, om De vilde udtrykke, at saadan ser De, eller saadan ser jeg Forholdene." (Bredsdorff (1964), bind 1, s.95)

Korrespondancen, der foreligger i Elias Bredsdorffs doktorafhandling: "Henrik Pontoppidan og Georg Brandes" (1964), viser, at initiativet til at skrive og til at ses alene er Georg Brandes'. Denne har sat Pontoppidan utrolig højt som menneske. De er diametrale modsætninger: Eremitten vs. verdensmanden, familiemennesket vs. solisten. Den reserverede, mandige, puritanske, fåmælte, naturdyrkende digter, der selv finder på. Overfor det udfarende, selvoptagne, forfængelige, pralende, ømfindtlige stuemenneske, der skriver på anden hånd.
Brevene til Pontoppidan får imidlertid det bedste frem i Brandes. Her møder læseren et charmerende, nærværende, hjælpsomt, generøst og seriøst menneske. Pontoppidans breve bærer umiskendeligt præg af at være på vagt overfor det for glatte og smidige, hvorfor de i sammenligning med Brandes' veloplagte mundtlighed går en smule på stylter. Brevene til Pontoppidan er perlen i Georg Brandes' biografi.

Til Biografi 10: Journalistik
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside