Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 8. Epoke

På Parnasset
Med sin debut i 1881 i Otto Borchsenius' tidsskrift Ude og Hjemme kommer Henrik Pontoppidan straks i det bedste selskab. Samme år udsender han sin første bog "Stækkede Vinger", der får en anerkende modtagelse af bl.a. Edvard Brandes i Morgenbladet, officielt organ for tidens nye bevægelse 'Det moderne gennembrud'. Vendt imod grundtvigianismen kræver den en samfundskritisk litteratur, der sætter problemer under debat. Sådan set er Pontoppidan øremærket til den nye bevægelse.

Erindringsbindet "Arv og Gæld" (1938) rummer en morsom beskrivelse af den 24-årige debutants første møde med parnasset. Det er i forbindelse med en hyldningsfest i Hotel d'Angleterres store sal for den aldrende digter og slotspræst Hostrup, som på sine gamle dage har begået et skuespil, der tilslutter sig tidens nye radikale tanker i ibsensk forstand. Det liberale og litterære venstre ønsker derfor at udbasunere deres åndelige førerskab ved en storstilet fest med professor Høffding som hovedtaler.
Udklædt som guldalderdigter med kalvekrøs og kniplingsmanchetter vækker Holger Drachmann størst opmærksomhed og Pontoppidans umiddelbare sympati. Den "joviale tyksak" Sophus Schandorph er der, den "statelige" Erik Skram og den "lille vissenpind" Karl Gjellerup. Georg Brandes er der derimod ikke. Han er emigreret til Berlin i protest mod universitetets forbigåelse af ham. Da professor Julius Salomonsen udbringer hans skål som "den store Fører, Skaberen af den nordiske Renæssance" (s.23), lyder der jubelråb og drønende klapsalver, så man skulle tro, at festen var til ære for den fraværende og ikke for Hostrup.

På dette tidspunkt i begyndelsen af 80erne kender Pontoppidan ikke meget til Georg Brandes, som han knap har læst noget af. Hans tid er gået med tekniske studier og undervisning samt lange vandringer ude på landet for at gøre iagttagelser til sin digtning. Derfor føler han sig fremmed i det pyntede selskab med latterligt opstadsede og forskruede damer. Da bordet endelig hæves og gæsterne spreder sig i selskabslokalerne har Døden i Østby fået nok "af denne Abekomedie" (s.25) og damper af.
Senere bliver Pontoppidan inviteret med til vennen, redaktør Otto Borchsenius' overdådige og muntre aftenselskaber, der varer til den lyse morgen. Her møder han igen hele 'Det moderne gennembrud', hvor "det flød med Vin og forvoven Tale, og hvor hele Selskabet med Drachmann som Forbillede udfoldede et renæssanceagtigt Livsovermod" (s.46). Disse natlige orgier giver den unge forfatter noget at tænke over, da han hverken er et hængehoved eller pebersvend, men på sin egen måde bærer af et livsbekræftende sortsyn.
For at få luftet ud og finde sine egne ben griber han vandringsstaven og vil genopfriske turen fra Randers til Skagen i sommeren '83. Det sker efter et voldsomt mundhuggeri med Drachmann under dennes besøg på højskolen (jf. "Familjeliv", s.6-7). På turen mindes han moderen, der med sine 16 barnefødsler og trods hjemmets beskedne forhold var et glad menneske og forstod at skønne på de mange små goder, som livet skænkede. Livsglæde og drikkegilder er for Pontoppidan to forskellige ting. "I hvert Fald - et "Renæssancemenneske" var jeg sikkert ikke." (s.55)

I løbet af 80erne udvikler Henrik Pontoppidan sig til at blive en rigtig læsehest og "literær Krybbebider" (s.41). Hans læsning er overvejende af filosofisk art. Han nævner Høffding, Kierkegaard, Dostojevski, Brandes og Nietzsche. Især sidstnævntes forfatterskab optager ham. Tidligt tager han afstand fra gennembruddets førende forfatter J.P. Jacobsen, hvis fortællemåde med dens "ornamentale Ordbroderi" opfattes som et "Narreværk".
De russiske forfattere åbner hans øjne for den folkelige fortælling, der uden "stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik" frembringer "den magtfulde Udformning af et Emne" (s.43). Desuden lærer han hos dem ikke at bekymre sig om tilegnelsens vanskelighed for læseren. En roman skal være som en billedhuggers værksted, hvor læseren bliver vidne til hammerslagenes tumultariske og bevidste skabelse. En roman er for dens frembringer en erkendelsesproces.

Pontoppidan træffer personligt Georg Brandes. Det sker engang midt i 80erne på Kalundborg-Århus-færgen, da Pontoppidan er på vej til Skagen for at skrive nogle sommerbreve til Borchsenius' blad. Brandes, der netop er vendt hjem fra Berlin, skal holde foredrag i Århus. Flygtigt har de mødt hinanden flere gange hos Hegel på Gyldendal, men aldrig fået talt rigtigt sammen. Det får de nu. Eller rettere: Brandes lader munden løbe, taler uafbrudt, så havde hans tilhøre ikke på forhånd vidst, at det var hans manér, ville han havde betragtet episoden som "en ejendommelig Form af Søsyge" (s.96).
Brandes sprutter elektrificeret om sit ophold i Berlin, om festerne til ære for ham, om kejserfamiliens interesse for hans forelæsninger, men alt sammen på en blasert-sarkastisk måde. Med voksende forbavselse lytter Pontoppidan i læ af skorstenen på færgens dæk. Brandes kaster sig ud i endeløse beretninger om sine 'ægyptiske plager' og vrider sig som en orm, jamrer om 'skruptudseregnen' af breve, der skyller ned over ham med anmodninger om hans autograf, eller forskruede fruentimmere, som "på deres Knæ bønfalder ham om en Lok af hans Hår" (s.97).
Pontoppidan føler sig ilde berørt. Han forstår nu ved selvhør, hvorfor så mange er blevet skuffede og forargede over den store europæer. Med voksende forbavselse må en nutidig læser konstatere, at således ønsker Pontoppidan sit forhold til Brandes forstået for eftertiden. Der er tale om en gigantisk proportionsforvrængning. De korresponderede igennem de meste af livet og mødtes privat flere gange.

Til Biografi 9: Brandes-linjen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside