Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 6. Epoke

Døden i Østby
Fra 1879 til 1884 er Henrik Pontoppidan naturfaglig lærer ved sin brors højskole, først i Frerslev ved Hillerød og i de følgende år i Hjørlunde. Her skriver han sine første litterære arbejder. Debuterer 18. september 1881 med novellen "Et Endeligt" i det seriøse og førende tidsskrift Ude og Hjemme, der redigeres af Otto Borchsenius, der bliver ham en kyndig ven igennem hele livet.
I november samme år udkommer Pontoppidans første bog, "Stækkede Vinger", der i 1883 følges op af den sikre fortælling "Sandige Menighed" og novellesamlingen "Landsbybilleder". Højskolen har sikret ham en flyvende start på forfatterbanen, hvor han tidligt opnår en markant profil. Pontoppidan bliver læst og anmeldt med respekt for både indhold og det kunstneriske udtryk.
Med højskolelivet kniber det derimod. Han rager ofte uklar med den grundtvigianske bror, og da denne vil lade en kirke bygge på højskolen, melder Pontoppidan fra. Da deres livssyn er for forskelligt og undervisningen bliver en tidsrøvende hæmsko, vælger han at bryde op for at hellige sig skriveriet på fuld tid.

På højskolen har debutanten forelsket sig i den ranke, alvorlige og smukke Mette Marie Hansen, der er gårdmandsdatter fra Østby. De møder hinanden ved en grundlovsfest på Hornsherred og ved sammenkomster på højskolen. Da hun dukker op som hushjælp hos broderen, falder de for hinanden. De gifter sig i 1881 og beslutter at bygge rede på landet. De drager derfor til Østby i det sydlige Hornsherred, hvor de flytter ind i en lille rønne med kun to rum og et køkken. Østby er en flække med et dusin huse og gårde.
På svigerforældrenes slægtsgård nogle kilometer udenfor byen indretter forfatteren sig et arbejdsværelse, hvor han skriver et af sine hovedværker, "Fra Hytterne". I husmændenes og fiskernes forsamlingslokale læser han indimellem op, hvorimod gårdmændene ser med mistro på det unge par, der ikke tager fat med hænderne.
I det lille hus kommer to piger til verden. Efter længere tids sygdom med krampeanfald og svære lidelser dør den ældste. Akkurat som sønnen i "Det forjættede Land". Døden skyldes hjernebetændelse, der er opstået på grund af kulden og fugten i den usle rønne. Kirkegården ligger langt udenfor byen, men faderen går hver dag derud med en frisk blomst til datterens grav. Dødsfaldet kaster en skygge over deres liv, og forfatteren får intet fra hånden.

Familien må nødvendigvis flytte. De lejer sig denne gang (1886) ind i en kæmpevilla med tårn, der ligger langt ude i en nordsjællandsk skov ved Esrom, Havreholm. Det lille slot med parkanlæg er imidlertid til lav leje på grund af sin ensomme beliggenhed, hvilket kun passer ægteparret fortræffeligt. Her fødes en dreng, der trives, ligesom hele familien. Forfatteren sidder oppe i tårnet og skriver på livet løs.
Vandringsmanden lægger nu sine ture om ad Helsingør, hvor han besøger vennen, redaktør Martinus Galschiøt. På en af disse visitter træffer han Edvard Brandes, der har anmeldt hans bøger positivt i sin nye avis, Politiken (grundlagt 1884). Denne foreslår ham at skrive for bladet med et ugentligt bidrag. Pontoppidan, der altid har set ned på journalistik som en fordærvende kulturtrussel gyser ved tanken, men der er det med honoraret, så han slår til, og de aftaler et møde på Politikens Hus.

Her viser det sig, at Edvard Brandes har større planer. Hans bror, Ernst Brandes, vekselerer og finansjournalist, har overtaget Kjøbenhavns Børstidende, som han vil udvide med et kulturtillæg skrevet af tidens store navne. Johannes Jørgensen skal være redaktionssekretær, og desuden er bl.a. Viggo Stuckenberg tilknyttet. Resultatet af anstrengelserne vækker ikke begejstring hos Pontoppidan, der dog kommer til at nære sympati for Stuckenberg.
Det brogede foretagende får en kort levetid, idet Ernst Brandes, en restaurationsgal frådser og livs-snyder, sætter kapitalen overstyr og går konkurs. Selv skyder han sig en kugle for panden i Dyrehaven.

Pontoppidan underskriver sine artikler med pseudonymet 'Rusticus', landboen. Da han året efter flytter til hovedstaden igen, skifter han navn til 'Urbanus', byboen. Pontoppidans journalistik fra perioden kan læses i to udvalg: "Enetaler" (1993) og "Meninger & holdninger" (1994), der vil blive behandlet i et senere afsnit.

Til Biografi 7: Antoinette
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside