Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 5. Epoke

Schaff
I biografiens horisontale forløb vil vi nu gøre et vertikalt ophold til belysning af den erindrende, der har sig selv som genstand. I "Hamskifte" optræder der en gennemgående person, Schaff, som Pontoppidan møder i miljøet omkring Den polytekniske Læreanstalt. Han bliver introduceret som modsætningen til den venskabelige idyl med Johan Rohde. Det nye venskab virker "gådefuldt" (s.51), og det er netop, hvad det er!
Schaff er en del ældre end sine medstuderende, fordi han tidligere har studeret teologi, men nu noget nedladende fra det ophøjede udgangspunkt kaster sig over "denne Smedevidenskab". Han har et skrøbeligt, nervøst helbred, og er altid af en anden mening end den, han i øjeblikket taler med. Han er som besat af en "Modsigelsesdjævel" s.52), som ingen formår at lukke munden på.

Hans navn er vistnok Hansen-Schaffalitzsky, eftersom hans far har været landarbejder på en adelig slægtsgård på Fyn. Da han pludselig udebliver fra forelæsningerne i en længere periode, kommer Pontoppidan til sin overraskelse til at savne ham. Glad bliver han derfor, da han flere måneder senere støder på ham ved billardbordet på en café. Han var nu skiftet til sprogvidenskab, som han kun har sarkastiske bemærkninger om.
Denne første sekvens med Schaff, som han kaldes, slutter med følgende eftertanke: "...som altid, naar jeg havde talt med ham, sank jeg hen i Grublen over, hvad det vel var hos dette uhyggelige Menneske, der mod min Vilje tiltrak mig og paa næsten dæmonisk Maade sysselsatte mine Tanker. Der skulde endnu gaa en rum Tid, før jeg forstod det." (s.56)

Næste gang vi træffer den dæmoniske, er han blevet indlagt på Frederiks Hospital i Bredgade. Her besøger Pontoppidan ham for at sige farvel inden rejsen til Schweiz. Dødbleg og forpint ironisk tager Schaff imod. Ved afskeden stikker han Pontoppidan en papirslap, som denne i tidens løb har modtaget mange af. Der stod:
"Læg Mærke til, at de Folk, der med største Lidenskab mistænkeliggør og bagtaler Fornuften, ofte er de samme Vrøvlehoveder, som forfægter, at Livet dog maa have en for alle tilgængelig Mening." (s.79)
Citatet er interessant, idet Pontoppidan tidligere har kritiseret Grundtvig for på den ene side at rydde sin platform i opgør med rationalismen, samtidig med at reformatoren angriber paven og katolicismen for at være vrøvl uden menneskeforstand. ("Drengeaar" (1933), s.91-92)

Skulle der være en besynderlig beslægtet forbindelse imellem de to? Et år senere opsøger Pontoppidan Schaff på et tarveligt Vesterbropensionat, da han har hørt, at denne er vendt hjem fra et længere ophold i Paris i så elendig forfatning, at han nærmest er halvdød. Han ligner da også et lig, da Pontoppidan træder indenfor. Hver dag i det regnfulde og triste efterår ser Pontoppidan ind til ham. Hvorfor? Fordi - som han skriver - han er led og ked af sit ensformige arbejde og trænger til at "komme bort fra mig selv". (s.120)
Selv mæler Pontoppidan ikke et ord om sin Schweiz-rejse, muligvis fordi Schaff uophørligt beretter om Paris. Her har han gjort bekendtskab med en del russiske emigranter, hvorfor han har lært sig russisk for at kunne læse de store nutidsdigtere i deres eget sprog, Lermontov, Gogol, den "ulveagtige" Michael Saltikow. Disse forfattere er ukendte i Danmark, i alt fald ikke oversatte. Kun Turgenjev var blevet oversat, men ham betragtede Schaff ikke som udtryk for ægte russisk ånd, dertil var han for fransk påvirket. (s.122)
Georg Brandes har han kun spot tilovers og sammenligner hans litterære bevægelse med "den Sensation en Handelsrejsende i Damekonfektion kan foraarsage i Lemvig med Parisermoder fra i Forfjor." (s.123). Den åndelige fornyelse kommer overhovedet ikke mere fra Frankrig, men fra Rusland.

Ved juletid dør Schaff. Han har aldrig eksisteret. Det er Niels Kofoed, der i sin "Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie" (1986) efter grundig forskning i arkiverne, når frem til denne konklusion. Utroligt at Pontoppidan i sine erindringer indfører en fiktiv figur. Med mindre figuren for ham ikke er fiktiv, men hans alter ego, hans indre stemme, hans 'vippe'. Den fremmede fugl på kirkespiret i Randers levendegjort som 'menneske'.
Mødte således Pontoppidan selv de russiske emigranter og forfattere i Schweiz? Her flokkedes mange af de såkaldte anarkister omkring anarkismens førerskikkelse Pjotr Kropotkin i Genève. Det er spændende, at Pontoppidan i 1933 ikke kan undertrykke sit behov for at lægge hemmelighedsfulde spor ud til forståelse af hans genius. Især den med den nærmest ukendte Saltikow, en socialrealistisk satiriker, er interessant, da den viser dybden i Pontoppidans orientering.
Hele dette emne omkring anarkismen har sandsynligvis været for farligt.

Til Biografi 6: Døden i Østby
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. oktober 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.