Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 12. Epoke

Ørnen i Ordrup
Pontoppidans rolige og minutiøst gennemarbejdede syntaks modsvares af livsforløbets næsten uoverskuelige uro, der manifesterer sig i et utal af bosteder. Efter adskillelsen fra sin første hustru og deres to børn flytter Pontoppidan til en lille lejlighed i København. Herefter tæller bopælene på livets landevej ikke mindre end 14 adresser - med fast sommerophold i Rørvig:

1888: Pileallé 7, Frederiksberg.
1889: Matthæusgade 18, Vesterbro.
1890: Louisenstrasse 51, Berlin N.W.
1892: Bryllupsrejse til Italien (1 år).
1893: Fredensborg.
1895: Gl. Kongevej 141, København.
1896: Bakkegaards Allé 14, Frederiksberg.
1899: Snertinge.
1902: Hillerød.
1908: Halls Allé 13, Frederiksberg.
1913: Ahlmanns Allé 4, Hellerup.
1913: Snekkersten.
1917: Aaboulevarden 60, København. - I forbindelse med hustruens indlæggelse på Rigshospitalet.
1918: Lundegade 18, Helsingør (Galschiøts havehus).
1919: Ovengaden neden Vandet 15, Christianshavn.
1927: Højskolehjemmet i Svendborg. - I forbindelse med hustruens indlæggelse på Svendborg Hospital, hvor svigersønnen er læge. Opholdet strækker sig fra juni 1927 til marts 1928.
1928: Holmegaardsvej 2, Ordrup.

Adresselisten viser en zigzag mellem hus på landet og lejlighed i byen, som om de ikke kan finde ud af eller blive enige om, hvor de hører til. Muligvis er disse flytninger medvirkende til at nedbryde Antoinettes helbred. Hun bliver første gang indlagt i begyndelsen af århundredet og siden flere gange og langvarigt. Brevene taler flygtigt og diskret om sygdom i huset, og en enkelt gang nævnes 'nervesvækkelse' og 'afmagtsfølelse'.
Måske har det alligevel været svært for en vital, udadvendt og forvænt kvinde at leve på smalhans med en indesluttet forfatter, selvom hun elsker ham. Dog har det naturligvis ikke været sygdom alt sammen. På et fotografi fra Dybbøl i 1920 ser den usædvanligt smukke kvinde sund og rask ud. Men efter flere års pinefuldt sengeleje dør hun af kræft i 1928. Pontoppidan er i sygdomsperioderne konstant ved hendes side og i hendes nærhed.
Brevene vidner om et smukt og varmt familieliv med sammenkomster i Rørvig. Her kommer hans pige og dreng af første ægteskab og blander sig med deres halvsøskende, også pige og dreng. Sønnerne har farens uro i blodet og emigrerer. Den ældste slår sig ned i South Carolina, hvor han dyrker et større landbrug. Han dør pludselig af en uhelbredelig sygdom i 1927. Den yngste lever i flere år i Brasiliens jungle som pioner for Det Transatlantiske Kompagni og som eneste hvide mand - helst på hest - blandt de indfødte.
Den ældste datter bliver mor og politimesterfrue i Horsens og den yngste, Else, gifter sig med lægen Einar Thomsen og får børn. Det er den familie, der kommer til at stå Pontoppidan nærmest. Her holder han sine jule- og nytårsaftner. På sine gamle dage med børn, børnebørn og oldebørn. Efter hustruens død indretter han sig i en beskeden lejlighed i Ordrup, hvor husbestyrerinden, frøken Larsen, tager sig af det praktiske og telefonen - Ordrup 2766 - mens enkemanden går lange ture i Dyrehaven.
I lejligheden modtager han gerne sine venner, bekendte og familie til frokoster eller tidlige middage. Passiaren fejler ikke noget. Men det gør hørelsen. Til sidste kan den eminent sansende hverken høre eller se og den vandrende ikke gå på sine ben. Døden tager han stille og roligt, vemodigt men med godt humør. Når galt skal være, var det nu alligevel altsammen ikke så galt. Den 21. august 1943 er eventyret slut.

Brevduerne letter ofte i Ordruptiden, da forfatterskabet med "Mands Himmerig" (1927) nu er afsluttet. Der korresponderes flittigt med de gamle venner Johan Rohde, Galschiøt, Vilhelm Andersen, Lundegaard, Nathansen, Nexø og Cawling. Edvard Brandes er derimod gledet ud. Kunstnerisk er den gamle fighter stadig aktiv, idet han bliver opsøgt af nye forfattere, der i tillid sender ham deres værker til kritik og vejledning.
Det gælder Harry Søiberg, Harald Herdal, H.P.E. Hansen, Marie Bregendahl m.fl. Høvdingen er meget imødekommende, grundig, indlevende og ærlig i sine besvarelser, og man mærker, hvor stor betydning denne kontakt har haft for de involverede. Ikke mindst fordi Pontoppidan - som Nobelpristager - desuden ulejliger sig med at skrive anbefalingsbreve til forlag og fonde.
Også litteraterne har han føling med. Således den insisterende Harald Nielsen, med hvem han fører seje diskussioner. Der er den norske Lea Dina, der skriver magisterkonferens om hans nordiske (oversete) yndlingsforfatter Hans E. Kinck. Og den danske Inger Holt, der skriver speciale om - Henrik Pontoppidan.

Selv sysler han med nogle erindringsblade, som han i national solidaritet sender til Flensborg Avis som gestus. Kronikkerne samler han til fire bind: "Drengeaar", "Hamskifte", "Arv og Gæld" og "Familieliv". I forhold til kronikkernes originale version er der tale om væsentlige omarbejdelser. Endnu en skærpet omarbejdelse finder sted, da de fire bind udsendes i ét med titlen "Undervejs til mig selv" (1943).
Titlen er vigtig, fordi den samler, hvad der for den modsætningsfyldte og hamskiftende forfatter har været ansporende fra bog til bog: At være undervejs og lære sig selv at kende. Hvert værk har i en prøvende indre dialog fungeret som et omdrejningspunkt for selverkendelse og personlig statusopgørelse.
Forfatteren bag de store tidsbilleder og livsbilleder har betragtet og brugt forfatterbanen som individuationsproces eller personlighedsudvikling, hvorigennem han har søgt sit svar på det levede liv og udkastet tilværelsesmodeller. Hans berømte credo, der afslutter erindringsbindet "Arv og Gæld" får i en sådan sammenhæng vægtfylde. Det lyder:

Ak, fortjent eller ufortjent! Hvor vilde vi Mennesker ikke alle være ilde farne, dersom vi altid skulle nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv de af Skæbnen mest begunstigede, endogsaa Verdens rigeste og mægtigste Mænd gaar ud af denne Tilværelse som insolvente Skyldnere. Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi alle sammen af Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet.

I "Undervejs til mig selv" indsættes et enkelt ord, da der ingen misforståelse skal være. "Kærlighedsgaver" kan lyde i retning af kristendommens 'nådegaver', derfor bliver det endelige og mere naturalistiske budskab: "Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi alle sammen af Kvindens Kærlighedsgaver".

Til Værker
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside