Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 4. Epoke

Vendepunktet
Det er en dyster Henrik Pontoppidan, der efter sommeren dukker op på Polyteknisk Læreanstalt, dels har han mistet det job, han havde som teknisk tegner hos en tømrermester, dels brugt sin lille formue, men først og fremmest er han ikke sig selv, det er, som om, at han ikke kan blive glad. Tankerne går til Faulhorn og væverhuset i Lauterbrunnen.
Til alt held får han et godt betalt job med renskrivning af en professors forelæsningsrække om mekanisk og kemisk fysik, der skal udkomme i to bind på mere end tusind sider. Aftenen tilbringer han stadig oftere i Det kgl Teaters galleri. Efter en af disse teateraftener får han på hjemvejen ideen til et helt skuespil til at tegne sig klart og tydeligt for sit indre blik. Han begynder derfor at gøre notater og udfærdiger enkelte optrin, der til hans store overraskelse former sig sammenhængende og fører nye med sig - "som en Jeriko-rose, der er lagt i Vand". (s.109)

Nat efter nat skriver han på sit skuespil. Men lægger det halvfærdigt i skuffen, da teaterdigteren skal løse et projekt op til den afsluttende eksamen. Det drejer sig om rørledning fra Lyngby til Taarbæk igennem Dyrehaven. Han bor hos en skovløber og dagene går med opmålings- og nivelleringsarbejder. Måltiderne indtages på Eremitagen, der dengang var åben som restaurant i to etager. Her møder han og bliver venner med den skovtroldsagtige kæmpe, skytten Peter Liep.
Efter et år og hen på vinteren finder polyteknikeren sit skuespil frem, læser det igennem og bliver på ny optaget af det, hvorfor han inspireret skriver dets afslutning. Herefter bestemmer han sig for at sende det ind til Det kgl. Teater. Her returnerer censor C.K.F. Molbech det med et høfligt motiveret afslag, men med opfordring til at prøve et af byens privatteatre. Pontoppidan er ved at gå op i teaterrøg af spænding.

Begejstringen dæmpes, da meddelelsen om faderens død indløber næsten samtidig. Selve pinsemorgen, mens byens kirke, som faderen havde tjent i 40 år, ved solopgang ringer højtiden ind, har provsten udåndet efter længere tids sygdom. Børnene er samlet ved dødslejet. Et par dage efter begravelsen tager Henrik og Morten rutedamperen tilbage til København. Manuskriptet er medbragt til Randers for måske at blive bearbejdet i de lange dage i præstegården, og han giver det ombord til broderen for at høre hans mening.
Mens damperen løber ud af Randers Fjord, sidder broderen i en kurvestol under solsejlet og læser værket, som han finder fængslende og talentfuld uden at være noget mesterværk. På dækket fører de den halve nat en fortrolig samtale om fortid og fremtid for begges vedkommende. Først på denne overfart opnår de to brødre en oprigtig kontakt.
Tilbage i København læser Pontoppidan manuskriptet op for vennen Johan Rohde, hvilket bestyrker venskabet, der var begyndt at smuldre på grund af førstnævntes indesluttethed og irritabilitet som følge af hans uafklarede situation. De befinder sig godt i hinandens selskab og går ofte ud sammen og nyder livet i deres stamcafé.

Hamskiftet har fundet sted. 1879. Polyteknikeren vil være digter. Han afbryder derfor ligefør målstregen forbindelsen med Polyteknisk Læreanstalt. Det er ikke svært at få øje på, at det er faderens død, der indirekte baner vej for den både vovede og modige beslutning. Morten kommer den arbejdsløse i møde og tilbyder ham en stilling i matematik og fysik med praktiske øvelser i landmåling på hans højskole ved Hillerød, hvor broderen også kan bo.
Han forsøger dog selv at skaffe sig en stilling ved et par industriforetagender og realskoler, men uden held, hvorfor han tager imod broderens tilbud. Henrik Pontoppidan lægger ingeniøren og storbyen bag sig for at blive højskolelærer i Frerslev - med tid til at skrive.

Beslutningens moralske element formuleres på følgende måde, idet Pontoppidan giver ordet til en af sine venner og medstuderende, der selv har lukket porten til læreanstalten bag sig: "Overfor min Samvittigheds Anklager retfærdiggjorde jeg mig et andet Ord af Schaff, som en Gang havde sagt, at der altid var flere, der forspildte Lykken og lagde Livet øde af Mangel paa Mod end ved Dumdristighed. Og heri maa jeg endnu den Dag i Dag give ham Ret." ("Hamskifte", s.139).
Hvem er nu denne Schaff, der igennem studietiden øver så stor indflydelse på Henrik Pontoppidan?

Til Biografi 5: Schaff
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. oktober 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.