Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Henrik Pontoppidan
Ørneøje
Biografi, 10
|
Af IBEN HOLK |
Journalistik
Henrik Pontoppidan er i flere omgange tilknyttet et dagblad som kommentator og anmelder. Først Politiken, hvor chefredaktør Edvard Brandes tilbyder ham at blive medarbejder. I perioden 1887-1889 leverer forfatteren under forskellige mærker kommentarer, anmeldelser og skitser. Efter halvandet år flytter han til Kjøbenhavns Børstidende, der redigeres og udgives af Ernst Brandes. Her skriver han under rubrikken "Dagbog" og under mærket "Urbanus" ca. 100 artikler i perioden 1889-1891.
I 1897 ansætter Edvard Brandes på ny Pontoppidan ved Politiken, men det bliver på grund af uoverensstemmelser til en kort historie fra 9. marts til 10. maj. I løbet af de to måneder trykkes hele 29 artikler under rubrikken "Enetaler" plus teateranmeldelser. I 1930-1932 skriver han lejlighedsvis kommentaren "Randgloser" for Flensborg Avis.
To fortrinlige udvalg af denne journalistik foreligger i antologierne "Enetaler" (1993), udgivet og med forord af Johan de Mylius, og "Meninger og holdninger. Af Urbanus' dagbog" (1994) redigeret og med indledning af Erik H. Madsen.
Det var i de dage, da kulturstoffet fyldte forsiden: en anmeldelse af Georg eller Edvard Brandes kunne her brede sig, ligesom den kunne være prydet med et digt af Drachmann i flot opsætning. De fleste af Pontoppidans "Enetaler" havde således en iøjnefaldende forsideplacering.
Som journalist er Pontoppidan stadig forfatter. Egentlig journalist som den samtidige Herman Bang, der behersker den journalistiske reportage og den udenrigspolitiske analyse, er han ikke. I den faste klumme optræder Pontoppidan som personlig kommentator med den tone og stil, der kendes fra hans fortællinger og romaner. Flere af artiklerne er da også lettere omarbejdet at finde forskellige steder i forfatterskabets bøger.
Men hvor forfatteren i fiktionsværkerne udtrykker sig igennem samtlige sine personer til belysning af problemstillinger og konflikter, er han i klummen helt sig selv. Bortset fra den lette forskydning, der ligger i at skrive under mærke som 'Urbanus'. Flere artikler er signeret 'H.P.', mens andre er underskrevet med hans fulde navn. Signaturen skal vise sig ikke at være ligegyldig, når straffeloven træder i kraft.
I Pontoppidans journalistik ligger trykket på sidste stavelse: 'stik'. Med spot og spydig ironi kaster han sig provokerende over sine emner. Akkurat som mediehajerne i vor tids aviser. Som mange polemikere dyrker han sine aversioner med flagellantisk vellyst for at oplyse sine læsere. Den uforudsigelige Pontoppidan farer imidlertid ikke kun ud mod radikalismens fjendebilleder, men angriber til alle sider, hvilket ikke blot skaber debat men furore blandt de Politiken-tilhængere, der helst vil bekræftes af deres eget blad.
Udgangspunktet er gerne et aktuelt samtaleemne eller en ved selvsyn konstateret hændelse eller tildragelse, der udløser forfatterens uforbeholdne mening. Ikke noget tvesyn her. Emnerne er de store spørgsmål, som også er døgnets: demokrati, frihed, moral, lidelse, lidenskab, dødsfrygt, anstændighed, kirkepolemik, livsanskuelsesdebat, forsvar, identitet, arkitektur, etc.
Pontoppidan starter sin journalistiske karriere med uhyre karakteristisk præcision: Optakten til "Bønder" (Politiken, 29.11.1887) demonstrerer straks forfatterens typiske dobbeltgreb: "Det har været Bondens lidet misundelsesværdige Lod i vor Litteratur snart at være bleven sminket op med Dyder og Følelser, han aldrig har ejet, snart at være bleven latterliggjort netop paa Grund af de bedste og solideste Egenskaber, som hans særegne Livsforhold har fremavlet hos ham." ("Meninger og holdninger", s.20).
Indlægget er en kommentar til sædelighedsdebatten, og Pontoppidan sammenholder nu den 'sunde' landbos sædelige alvor med storbyens fordærv. Idet han henviser til kirkebøgernes tabeller, konkluderes der, at ingen anden befolkning frembringer så mange uægte børn - eller drikker så meget brændevin - som netop bønderne: "Denne med rette saa berygtede Parring i Flæng, hvis Indførelse menes at være visse, fra Udlandet stammende Idéers højeste, ja egentlig eneste Maal, er en gammel kendt Ting ude mellem de danske Bønder, hvor den drives i en Udstrækning og under Omstændigheder, der i et Dagblad ikke engang kan antydes." (s.21).
Stor ståhej vækker hans nedsabling af det nyopførte Ny Carlsberg Glyptotek, hvis arkitektur og bygherre, brygger Jacobsen, klædes af som prangende dumhed og plathed ("Enetale", 12. marts 1897). Ligeså forsvaret for lidenskabens ret i efterdønningerne af dobbeltselvmordet på Taasinge i 1889, hvor den danske cirkusstjerne Elvira Madigan og den gifte familiefar og officer Sixten Sparre vælger døden sammen i kærlighed. Store følelser eller bestialitet? Urbanus: "Men mellem alle sniger der sig en vis hemmelig Rædsel, hver Gang vor Tids tæmmede og vel afrettede Kærlighed saaledes pludselig bryder sin Lænke og viser sig for os i sin sande Skikkelse som den umættelige Ørn, der sønderplukker Menneskenes Hjærte." ("Dagbog", 1.8.1889)
Galt går det på Kjøbenhavns Børstidende, hvor to artikler, "Den gamle Adam" og "Messias" (anmeldelse af Viggo Stuckenbergs roman), af justitsministeriet bliver anklaget for blasfemi. Da artiklerne er skrevet under mærke, står chefredaktøren som ansvarlig. Skønt Pontoppidan kræver, at sagen rejses mod ham, bliver Ernst Brandes idømt 2 måneders fængsel på vand og brød. Efter en langvarig appel-procedure frikender Højesteret den ene artikel, men straffer den anden - "Messias" - med en bøde på 300 kr. (ca. 12.000 i dag).
Herefter underskriver Pontoppidan sig H.P. Personligt betyder sagen, at hans treårige arbejdslegat ikke bliver forlænget. Kun ved ihærdig anstrengelse lykkes det Edvard Brandes at få ham på finansloven igen.
Tænk, at det skulle blive kongehuset, der får Pontoppidan til at forlade Politiken - eller får Politiken til at desavouere hans forsideartikel til side 2. Forlovelsen mellem prins Christian (senere X) og den tyske prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin kalder den syrlige indignation og de antityske følelser op i forfatteren i hans klumme den 27. marts 1897. Efter nederlaget i 1864 går grænsen på denne tid ved Kongeåen syd for Kolding.
Patrioten Pontoppidan driller med mening: "Til Erstatning for Sønderjylland, som de berøvede os, fordi de nu ulykkeligvis havde Brug for det, overlader de os her af egen fri Vilje en ung og sikkert ædel og indtagende Prinsesse til evig Arv og Eje." ("Enetaler", s.60)
Politiken gør alt for at glatte ud efter Pontoppidans revanchisme og sender Karl Gjellerup som royal reporter til Schwerin og Peter Nansen (senere Gyldendals direktør) i totterne på Pontoppidan. At den nationale identitet har ligget ham alvorligt på sinde, vidner digtet ved genforeningen i 1920, "Det lyder som et Eventyr". 
Men på Politiken er skaden sket. Mistilliden sætter sig gensidigt fast. Pontoppidan skriver endnu i løbet af fjorten dage et halvt dusin artikler, hvoraf den sidste (en fiktiv nekrolog over hans gamle ven, overbådsmand Olufsen i Nyboder) står i bladet - på side 2. Men også et par år senere omarbejdet i "Lykke-Per".
Pontoppidans journalistik
- Henrik Pontoppidan: Meninger & holdninger. Af Urbanus' dagbog. Redigeret af Erik H. Madsen. Forlaget Hovedland, 1994.
Pseudonymet Urbanus anvendte Pontoppidan til sine essays og skriverier fra eller om livet i hovedstaden, mens Rusticus blev brugt som mærke for de artikler han skrev ude fra sin tilværelse i den sjællandske provins, i Hjørlunde og i Østby i Horns Herred.
Af indholdet: Dagbog : om dobbeltmordet på Tåsinge. Den gamle Adam.
- Henrik Pontoppidan: Enetaler. Udgivet af Johan de Mylius. Aschehoug, 1993.
Johan de Mylius præsenterer 19 selvbiografiske, politiske og filosofiske essays fra Politiken 1897, der giver indblik i Pontoppidans holdninger til datidens aktuelle spørgsmål.
Publiceret 26. oktober 2004. Opdateret 17. december 2004.
© by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.
|
|
