Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 7. Epoke

Antoinette
Opbrud og brud præger Henrik Pontoppidans ydre, ustabile liv, samtidig med at hans personlighed forbliver intakt. 'Hamskifte' kalder han det selv for hermed at understrege den for ham naturbundne kontinuitet. Når han sidder i skumringen i sit skovslot omgivet af kone og børn, mens brændeknuderne knitrer i pejsen, mindes han et gammelt indisk visdomsord, der ligeså godt kunne være dansk: "Vend den utaknemmelige Verden Ryggen og tage Vare paa det Liv, der gror og blomstrer i dit eget Indre." ("Familjeliv" (1940, s.24).
Så drejer kompasset på ny mod storm og livtag med højere magter. En dag i 1887 overtaler en yngre broder, der er forretningsmand i København, tårndigteren til at holde ferie med sig i Blokhus ved Vesterhavet. Det er længe siden, at jyden har været i Jylland, og efter afslutningen af en ny roman - "Isbjørnen" (1887) - trænger han faktisk til et pusterum. De tager af sted.
I dagvognen fra Ålborg gør de følgeskab med et par charmerende yngre københavnske søstre, der ligeledes skal på badeferie i Blokhus, men aldrig før har været ved havet. På strandhotellet, hvor der er et par hundrede gæster, søger de hinandens selskab og foretager udflugter i omegnen. På tennisbanen gør den mazurkakyndige digter en god figur og bliver den yngste af damernes faste partner, skønt han er ti år ældre end de unge mænd, der sender ham misundelige blikke fra sidelinien.

Hun er Antoinette Kofoed. Og hun skal blive Henrik Pontoppidans anden hustru. Foreløbig spiller de tennis, havbader og danser. Broderen bryder op. Pontoppidan bliver. Med den dårlige undskyldning, at han gerne vil træffe forfatteren Meïr Aron Goldschmidt, der har meldt sin ankomst. De møder da også hinanden over et højtideligt anlagt spil kort, men den aldrende digter er så selvhøjtidelig og bedaget, at den yngre hurtigt får nok.
Hjemkommet til skovslottets fred og ro slår han det lille sommereventyr hen som en flygtig morgendrøm. Men det er det ikke. I sine erindringers bind 3, "Familjeliv", kommer forfatteren bemærkelsesværdigt let om ved opbruddet fra hjemmet. Under dække af, at Edvard Brandes' betingelse for hans ansættelse ved bladet er, at han flytter til København, skilles familien uden videre, dvs. på en enkelt linje (s.39). Hustruen flytter med børnene til slægtsgården i Østby, gemalen til en toværelses lejlighed på Frederiksberg.
Tilfældet vil, at Pontoppidan en dag i menneskevrimlen på Østergade ser de to søstre fra Blokhus foran et vindue. Selvom de står med ryggen til, og han går på det modsatte fortov, er indtrykket så stærkt, at der går en isning igennem ham, der i dagene efter gør ham uarbejdsdygtig. Som han skriver: "Hvad nyttede det at flygte fra sig selv og ville bekæmpe sine Lidenskaber med Harens Vaaben?" (s.49). Han opsøger derfor Blokhus-fortryllelsen for at gøre den til virkelighed.

Antoinette bor sammen med søsteren hos moderen, enke efter en justitsråd, på anden sal i en herskabelig villa ved Søerne. Her bliver den berømte forfatter taget godt imod. Den frimodige og kammeratlige tone imellem tennisparret bliver hurtigt genoptaget. Den diskrete Pontoppidan springer de private detaljer over. Efter opløsning af ægteskabet den 8. april 1892, bliver de dagen derpå (!) forlovet og gift. Bryllupsrejsen går til Firenze og Rom, over Vesuv til Venedig og varer i mere end et år.
På hjemvejen opholder de sig i en lille bjergby i de østrigske Alper. Her beruser de forelskede sig i bjergnaturen med daglange traveture. Om aftenen spiser de på udsøgte restauranter i Salzburg. Bare seks år forinden stod den på klipfisk i Østby. Med sig hjem i bagagen fra Europarejsen har den nygifte materiale til flere romaner: fortsættelsen af "Det forjættede Land" (1891-1895), "Minder" (1893) samt "Nattevagt" (1894), der foregår blandt kunstnere i Rom.

Ved hjemkomsten føder Antoinette ham som en frugt af rejsen en datter. Året efter kommer der en dreng til. Om sommeren slår de sig ned i Rørvig, der vedblivende er deres og siden børnebørnenes sommersted. I vinterhalvåret lejer de sig ind forskellige steder på Sjælland. Da børnene skal begynde i skole, flytter de til Hillerød, hvor de køber præsteboligen, der netop er blevet ledig. Huset ligger på en bakke med storslået udsigt over landskabet med Frederiksborg Slot i midten.
Landlivet har givet Pontoppidan tid til at læse og indhente en litterær og kulturhistorisk orientering. Desuden skal han finde sig selv og sin placering som forfatter i tidens litterære miljø.

Til Biografi 8: På Parnasset
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside